De sidste år har jeg afholdt kurser/udviklingsgrupper i at styrke selvværdet, og jeg elsker at se, hvad der sker med mennesker, når de begynder at elske sig selv. Din evne til at elske dig selv, ligger under alt andet i livet. Den styrer ganske enkelt i hvor høj grad, du evner at leve livet, som du ønsker det.
Her er mine top-10 konkrete råd til, hvordan år 2015 kan blive året, hvor du virkelig elsker dig selv:
1. Elsk din krop. Uanset hvordan din krop måtte se ud, så elsk den. Se dig selv i spejlet, og elsk din krop. Hvis du gerne vil tabe dig eller komme i bedre form, er det langt mere motiverende at gøre, hvis du føler dig smuk og lækker, end hvis udgangspunktet er ikke at kunne lide din krop. Som regel kommer fedme eller meget dårlig form ud af en manglende kærlighed til sig selv og sin krop.
2. Elsk din sjæl. Da du blev født, var du i stærk kontakt med din sjæl. Gennem opvæksten mister vi oftest kontakten til sjælen, og egoét tager over. Vi begynder at være, som vi tror, vi skal være for at være værd at elske. Find tilbage til din sjæls kvaliteter – udenom roller og mønstre. Elsk det egentlige dig.
3. Elsk hele dig. Elsk alt ved dig, også det som du ikke er god til, dine skæve sider og mangler. Vid, at du er, som du skal være.
4. Elsk din hverdag. Sørg for at din hverdag er indrettet på en måde, der udtrykker kærlighed til dig selv. Det kunne f.eks. betyde, at du ikke skal have for travlt, arbejde med noget der giver mening og glæde, sætte tid af til motion, meditation, familie, hobbies mv. Kort sagt; indret din hverdag efter dine dybeste værdier.
5. Elsk dig selv i dine relationer. Sørg for, at din relationer er nærende og givende. Dine relationer er et spejl af dit forhold til dig selv. Lad dem være kærlige og givende.
6. Elsk dig selv, og udlev din Dharma. Hvorfor er du her på jorden? Hvad er dit særlige bidrag/din særlige vej i livet? Når du finder frem til dette, kan du bruge dig selv optimalt. Det er livgivende og kærligt.
7. Elsk din bolig. Indret dig på en måde, der udtrykker kærlighed til dig selv. Uanset hvor mange kvadratmenter eller penge du har, kan du indrette dig på en måde, så du føler dig næret, rolig og understøttet i dit hjem. Gør det smukt og køb blomster til dig selv.
8. Elsk dig selv i dit kærlighedsliv. Dit kærlighedsliv er på samme måde som andre relationer et spejl af forholdet til dig selv. Sørg for, at din partner understøtter dig, elsker dig for den du er, nærer din sjæl. Dette får du kun, hvis du selv er i stand til at give dig selv de selv samme ting. Så start med dig selv og vid, at du har fortjent at være elsket.
9. Elsk dig selv i dine tanker. Vi tænker mange negative, dømmende tanker om os selv. Stop disse tanker, og erstat dem med kærlige, medfølende tanker. Vær din egen bedste ven i dine tanker.
10. Elsk dig selv og vis medfølelse. Når du ”fejler” eller ikke lever op til dine eller andres forventninger; døm ikke dig selv – vis i stedet medfølelse. Vær din egen bedste ven!
Har disse gode råd givet dig appetit på at få mere selvindsigt og blive bedre til at empower dine omgivelser, kan du læse mere om mine Empowermentorkurser i menuen under ‘Uddannelser/kurser’.