Tilgiv dig selv og andre.
Had, nag og gamle uforløste følelser sidder og graver i rigtigt mange mennesker og det trækker livsenergien og glæden ned. Jeg oplever det ofte i min praksis,- at gamle uforløste temaer,- ofte ubevidst sidder i psyken og sjælen og hindrer reel livsglæde.
Manglende tilgivelse først og fremmest noget du gør ved dig selv. Det føles måske som en fed hævn; ”jeg glemmer ikke dette,- jeg er stadig vred/ulykkelig over det du har gjort mod mig”. Du kan komme til at fastholde negative følelser i den forvildede tro at det gør den anden ondt. Måske gør det den anden ondt at se det,- måske ikke, men det gør under alle omstændigheder dig ondt,- det er jo dig, der er ked af det,- vred mv. Det er dig, der vælger at fastholde de følelser i dig, der gør ondt i dig. Det er dybest set ikke særligt kærligt overfor dig selv.
Jeg har selv for nyligt haft en meget stærk oplevelse, der havde med tilgivelse at gøre. For at forstå rigtigt skal vi et års tid tilbage – måske lidt længere. Jeg er på besøg hos min mor, der bor på plejehjem. Pludselig siger hun, at hun er så ked af at hun har svigtet mig,- hun føler ikke, at hun har været der nok for mig i mit liv. Min mor, – der i sin lammede krop i sin kørestol og jeg på knæ foran hende. Vi holdt hænder og græd. Jeg fortalte hende, at jeg havde tilgivet hende og sagde at jeg ville ønske at hun kunne tilgive sig selv. Det var hun modvillig til. ”Men det var jo ikke godt nok, Kisser”, sagde hun, forvirret,- kan man tilgive sig selv noget, der ikke var godt nok? Jeg fortalte hende, at jeg vidste, at hun altid havde gjort sit bedste. Det er muligt, at det ikke altid var godt nok for mig i situationen, men det var stadig hendes bedste. Samtidigt tror jeg af hjertet på, at vi alle får præcis de forældre – og de børn vi har brug for, for at kunne udvikle os. Jeg fortalte min mor at lige præcis den måde, hun har været mor for mig på, på godt og ondt, har gjort mig til den, jeg er i dag (f.eks. en empatisk psykolog og mor) og at jeg ikke ønsker det anderledes på nogen måder. Dette var svært for min mor at tage ind og hun var ikke klar til at tilgive sig selv. I juni i år, to dage før min mor døde, havde vi en lignende samtale. Hun var en aften pludselig klar i hovedet, sad op og med farve i kinderne og vi havde samme snak igen, men denne gang med døden lige om hjørnet- det vidste vi begge. Hun ville ikke give slip på livet fordi hun stadig skulle gøre mere for mig, sagde hun. Igen kunne jeg sige, at hun havde givet mig alt det, hun skulle og at jeg havde tilgivet og at nu skulle hun tilgive sig selv og forstå, at hun har gjort det så godt, hun kunne. Det var som om hun accepterede denne gang. I dag er jeg uendelig glad for at jeg var i stand til at tage denne snak så åbent med min mor. Hun var ikke ladt alene med sine bekymringer,- men mest af alt er jeg glad for at jeg kunne tale fra hjertet. Jeg har virkelig tilgivet fra hjertet og jeg er glad for at vi skiltes i denne ånd. Har jeg altid haft det sådan med min mor? Nej! At nå dertil har krævet mange års terapi og rasen og sorgfølelse, men jeg er glad for at jeg har givet mig selv rummet til at rense ud og give slip. Så,- kære læser,- giv dig lov til at mærke efter om der er nogen eller noget i dig, som du skal lære at acceptere og give slip på?
Klumme skrevet til ugebladet Søndag 2012.