Jeg har, sammen med resten af Danmark, netop set et afsnit x-faktor. Efter nu at have set programmet en del gange, slår det mig, at der altid er nogen, der stiller op for at gøre deres forældre stolte. Til tider er det forældre, der er døde,- det spiller ingen rolle. Det samme slår mig når jeg arbejder som psykolog,- både med enkelte sessions og på mine kurser. Vi kommer ind i verden,- fra vores mødres liv, – navlestrengen klippes over og derfra starter den svære balance mellem at være et særskilt individ og samtidig en del af en anden. De fleste mennesker kæmper i deres relationer, på den ene eller anden måde, med dette resten af livet. ”Mors” måde at være i livet på kommer til at væve sig ind i vores følelsesmæssige dna på både tydelige og subtile måder. Den nærhed og kærlighed hun giver,- hvad enten den er stor og nærværende eller fraværende og mangelfuld, vil forme vores selvbillede; er jeg værd at elske, har jeg fortjent et godt liv? Forstil dig, at det er som en landkort af bakker og dale,- og små umærkelige veje der kun ses under lup. Det bliver et landskab, der er farvet af vores egen medfødte personlighed og af de nære relationer tidligt i livet. Disse veje går vi så på gennem resten af livet. Måske vi forsøger at tage en helikoptertur og se det hele lidt fra oven,- måske vi forsøger og måske det lykkes at tegne nye veje ind,- nye bakker og dale. Ikke desto mindre; vores mødres aftryk er stærke, og det kræver bevidsthed og til tider terapeutisk arbejde at slette dem helt fra landkortet.
Selv flyttede jeg hjemmefra som 16-årig. Der havde jeg brug for at gøre mig fri af mine forældre,- i særdeleshed min mor,- og så var jeg jo rigeligt voksen, syntes jeg. Jeg skulle senere erfare at det krævede mere end en flytning, at gøre mig fri at de mønstre og veje, som min mor havde tegnet på mit landkort. Der var hendes store frygt som én ting, men aller mest har jeg kæmpet med at give slip på min følelse af at skulle bære på noget af hendes sorg. Hun sagde selvfølgelig aldrig; ”du skal bære min sorg”, men jeg har ubevidst konkluderet, at det måtte jeg. Jeg ved kun dette, fordi jeg har arbejdet med mig selv i snart 25 år, så jeg har kigget på mig selv og mit liv fra mange vinkler. Som regel ved vi ikke, hvad vi bærer på fra vores mødre (eller fædre),- som regel bærer vi det bare, som var det vores eget. Uanset om vi siger det højt eller ej, så vil vores nærmeste- i særdeleshed vores børn, opfange alt det, vi ikke har styr på os selv, og det vil lægge sig på deres landkort. Det vil ligge der sammen med fuglene og blomsterne og de smukke solskinsdage, – men det vil ligge der. Måske du har lyst til at overveje, hvilke mønstre du har med dig fra din mor. Hvordan er/var hun? Hvordan har det påvirket dig? Hvad er hendes og hvad er dit eget? Følte du dig elsket for bare at være dig? Elsker hun sig selv? Hvad har hun vist dig med sin egen måde at leve på? Er der ting, du vil gøre anderledes? Når vi bedre forstår vores indre landkort, kan vi langt nemmere gøre os fri af de uhensigtsmæssige veje og leve mere frit.
Mor og barn for evigt?
