Jeg havde sådan én for et par år siden. Det var på Gentofte sygehus, ved min mors sygeseng. Hun var blevet indlagt igen med en lungebetændelse. Hendes Parkinson var så fremskreden, at hun fejlsank og fik bakterier i lungerne. Faktisk var hendes Parkinson nu så fremskreden, at hun ikke kunne vende hovedet for at tage imod os, når vi kom ind. Hun kunne ikke klø sig eller rette på brillerne, hun var nærmest totalt lammet. Dog var hendes krop næsten hele tiden i bevægelse; bevægelser sat i gang af sygdommen, som hun ikke kunne styre, men som gav uendelig træthed og smerter. Kun få af de sætninger hun prøvede at hviske, forstod vi, så hun var meget alene med sig selv i sin krop, der havde sat helt ud.
Alligevel er én af de få sætninger jeg forstod denne dag denne: ”Kisser, hvis du hører så dårligt, giver jeg gerne et tilskud til et høreapparat”. Min mors humor og stærke vilje havde holdt hende i live, hun var ganske enkelt ikke villig til at give op. Jeg skal ærligt sige, at var jeg i hendes situation, så er jeg ret sikker på, at jeg havde givet op for længe siden. Men min mor havde en herlig stædig og fanden i voldsk side, som gjorde, at hun levede så svækket så længe; hun ville ikke give slip.
Men der, ved hendes seng, for nogle år siden, mærkede jeg et lille slip. Hvordan mærker man sådan noget? Jeg ved det ikke. Hun sagde ikke noget andet end hun plejede, og dog var noget anderledes. Var det hendes sjæl, der talte til min? Var der noget i energien, der gav denne udefinerbare følelse af, at min mor nu var begyndt at give slip på det liv, som hun havde holdt så stædigt fast i? Jeg ved det ikke, men jeg sad ved hendes seng, mens hun slumrede lidt hen, og jeg talte lidt med Gud. Vi mennesker har tendens til denne form for samtaler, når vi ikke ved, hvad vi ellers skal stille op. Selv mennesker, der ikke tror det mindste på Gud, beskriver hvordan de beder, når livet presser særligt hårdt. Der er lavet studier der viser at vi mennesker pr. automatik samler hænderne foran hjertet eller panden og beder. Det er som om bønnen er en universel løsning, når vi er særligt pressede.
Denne samtale ved min mors seng havde en ganske rolig karakter. Den lød i retning af dette; ”’Kære Gud, se her ligger min mor. Hun er SÅ syg, kære Gud. Hun lider Gud. Jeg ved ikke hvad meningen er, og jeg ved ikke hvornår min mor skal herfra, men hvis hun på nogen måde selv er klar, så tag imod min mor og giv hende fred, kære Gud”. Og uden ord, fra min sjæl til hendes, sagde jeg noget i retning af; ”…det er ok, søde mor, vi skal nok klare os alle sammen. Du har givet liv til 3 børn og 5 børnebørn, du har rejst i verden og elsket og været elsket af den samme mand i hele dit voksne liv. Det er ok, søde mor. Hvis du er klar til at give slip, så giv slip”. Findes den form for kommunikation mellem vores sjæle? Jeg ved det ikke, men jeg gik med følelsen, og jeg ønskede mere end noget andet at støtte min mor i at være lige der, hvor hun var. Hvis det var i en holden fast, så var det ok, hvis det var i at give slip, så var det også ok. Sorgfyldt – men ok.