Forældre - elsk dig selv!



Det er den største gave, du kan give dine børn.

For nyligt havde jeg 10 dage alene med min 18 årige datter på Bali. Vi er en familie på 4, så jeg tror ikke, vi har haft så lang tid alene sammen, siden hun blev storesøster som 2-årig.
En stor fælles passion for udvikling har gjort, at vi har haft uendeligt mange samtaler om os. Om vores relation, om vores indbyrdes svagheder og styrker. Om alt det jeg har lært hende, ved at være den jeg er. Om alt det hun har lært mig, med den hun er. Men selvom vi mange gange har vendt ”os” – i både rolige og konstruktive vendinger og i alt muligt andet - til tider med smækkede døre så malingen raslede, så ønsker jeg, som formentligt alle andre forældre, ikke noget højere end at bevare en nær og kærlig relation til mine børn. Jeg ønsker rent bord mellem os. Jeg ønsker ærlig kommunikation. Jeg ønsker at være der på den måde, de har brug for, og jeg ønsker, at vi lytter, og lærer af hinanden. Også nu, hvor de knapt er børn længere, og vi er er ved at udvikle nye, mere ligebyrdige relationer. Jeg ved, at alle relationer næres, og udvikles efter den omsorg og opmærksomhed, vi lægger ind i dem – men vi glemmer ofte, at dette også gælder for vores familierelationer. Alt for ofte tager vi vores nære familie for givet. De får al skraldet, er der bare. Det koster på sigt.
Så derfor tænkte jeg, at jeg ville benytte lejligheden til at vende ”os” igen, så jeg spurgte;
”Er der noget, du kunne have lyst til at snakke om - noget du ikke synes, at jeg gør godt nok for dig - noget, der ligger mellem os?”
Min datter; ”Nej, jeg er så glad for at have dig og far som mine forældre”. Mig; ”Tak skat, men er der ikke noget ved min type (personlighedstype 8 i Enneagrammet), som er irriterende for dig? Jeg tænker, at jeg fx kan have tendens til at skubbe til dig i forhold til selvudvikling. Jeg vil så gerne, at du lærer af alt, hvad der sker, og ser med åbne og ærlige øjne på din egen andel og lektie i det, der sker i livet. ”Jo”, siger min datter; ”Når der sker noget i mit liv, kan det være irriterende, at du ikke bare starter med at sige; ”det er også irriterende og sikke nogle idioter, de andre er”- uden nogle lektier. Jeg ved godt dette og har øvet det. I mit professionelle liv, og i venskaber, er jeg rigtigt god til det - bare at være med, hvad end der opstår, med medfølelse.

Med min datter er der andre ting i spil. Jeg kan tilsyneladende øve mig mere - mere tid og rum til bare at være med følelserne, uden tanke for lektien eller løsninger. Uden løsninger og uden at fikse det. Jeg vil så gerne fikse og løse det – men det er ikke i mine børns interesse. Vi har brug for nogen, der bare er, og lytter, og har tillid til, at det løser sig. Så igen mindes jeg om min datters gave til mig – hvor smukt hun lærer mig om mine livslektier. Jeg træner mig i at være med alt det sårbare uden at fikse det, jeg træner mig i ikke at tage for meget ansvar, og jeg træner mig i ikke at forsøge at bære mine elskede på mine skuldre. ”Det kan jeg godt forstå”, siger jeg, og mener det. Det vil jeg have fokus på og øve mig i.

Det er ikke så kompliceret – det handler dybest set om at lytte oprigtigt, om villigheden til at lære nyt, om villigheden til at se verden gennem den andens øjne.
Jeg er optaget af betydningen af, at se vores familie-relationer ud fra den så uendeligt store mulighed for læring, der er i de familieære relationer. Fordi der er så stor kærlighed – fordi de er så vigtige – fordi de udløser alt det, vi ikke har bearbejdet i os. Det har stor betydning for os, at vi har det godt sammen. Men det kræver, at vi er villige til at se ærligt og åbent på os selv og på de mulige dynamikker, der er mellem os som mennesker. Vi gør det bedste, vi kan, men vi vil ind imellem møde vores unger skævt eller utilstrækkeligt, blot fordi vi er dem, vi er.

Og nedenunder ligger selvfølgelig selvværd. Det bliver så uendeligt meget nemmere at lytte åbent og ærligt til, hvordan vi bedst kan møde hinanden, hvis vi grundlæggende føler os værd at elske. Det er det lave selvværd (som de fleste kæmper med), der spænder ben for vores relationer, spænder ben for at lytte, forstå og møde hinanden. Og derfor er intet så vigtigt for forældre som at træne selvværd - ægte kærlighed til os selv.

Kun hvis jeg elsker, den jeg er, er jeg i stand til at se på, hvordan mine mønstre påvirker andre. Så ophører vores behov for at forsvare mig eller dømme mig selv. Når vi elsker os selv, kan vi lytte til og rumme alt det, som vi kan træne for at møde vores elskede bedre. Problemet er, at de fleste mennesker ikke har denne kærlighed til sig selv, og derfor bliver vores ego såret, når vi gøres opmærksom på, hvordan vi kan handle mere hensigtsmæssigt. Og særligt når det er mennesker, vi virkelig elsker. Vi dømmer os selv og bliver derfor ude af stand til at se på problemet uden dom. Det gør det svært at lytte, fordi vi dybest set ikke kan bære, at vi gør andre ondt, og fordi vi dømmer os selv så hårdt (ubevidst), lytter vi ikke. Vi forsvarer os med flosker som ”Jeg gør det jo bare fordi…” eller ”Jeg synes, jeg gør så meget andet godt” eller går til modangreb med andre kedelige floskler som; ”Du er heller ikke til at stille tilfreds, du gør også selv…bla…bla”. Både forsvar og modangreb stopper enhver mulighed for virkelig at blive hørt, for reel udveksling.

Det er indlysende, hvordan selv disse relationer til mennesker, som vi elsker og ønsker, skal være smukke og fine, efter nogen tid risikerer at blive overfladiske eller ligegyldige. Mange mennesker har det sådan med deres barndomsfamilier, og det er måske ikke mærkeligt, hvis vi ikke oprigtigt møder hinanden. Det er også sørgeligt, fordi jeg er sikker på, at ingen familier er startet ud med en vision om ligegyldighed. Så forældre; hvis vi virkelig ønsker, at vores børn skal udvikle højt selvværd, så må vi selv gå foran og lære kærlighed til os selv. Hvis vi ønsker at bevare en stærk og nær relation, også når de bliver teenagere og voksne, så må vi sætte vores ego til side, vi må sørge for, at der er ”rent bord” mellem os og vores unger. De rum, vi lukker ned for i os selv, vil smitte af på vores børn og deres selvværd, om vi ønsker det eller ej. Graden af vores selvværd vil smitte af på vores evne til at sætte vores ego til side og virkelig lytte for at forstå.

Ingen relationer, som vores helt nære, tilbyder stor udvikling.
Grib den og invester i dine nære relationer. Det er den største gave, du kan give dig selv og dine elskede.

Familieretreat på Mallorca


For lidt tid siden blev jeg spurgt, om jeg ville lave et familie-retreat på Mallorca for en stor fantastisk familie, jeg kender. Jeg blev straks super glad ved tanken om at få lov til at arbejde med de stærke kræfter og dynamikker, der er i familier. For muligheden for at skabe endnu bedre forståelse, endnu stærkere bånd. Og jeg blev glad for at kende en familie, der virkelig ønsker at investere tid, penge og energi på hinanden. Jeg sagde straks ja, og det er der kommet et retreat ud af, som andre familier også kan deltage i. Det bliver tre dage i efterårsferien, fra den 19.10. til den 21.10. Program og sted følger snart. Skriv gerne til mig på kisserpaludan@gmail.com, hvis du er interesseret i mere info.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Email address