Til min mor



Den klumme er tilegnet min mor. Hvis du har læst min sidste klumme vil du vide, at fornemmelser for den sidste tid og samtaler med Gud var begyndt i min bevidsthed. Min søde dejlige mor døde i nat., den 4.6.12. I stedet for søvn har mit sind været fyldt af et hav af brudstykker fra et langt liv,- min mors liv før mig og med mig. Det er som løsslupne pulsespilsbrikker, der vælter rundt i mit sind og forsøger at skabe et billede. Der er den lille pige, der bare gerne ville elskes af sin alt for unge mor, der er længsel efter at føle sig god nok,- efter at være understøttet. Der er den fanden i voldske del i min mor, som kendetegner hende så stærkt,- side om side med stor frygt og bekymring. Der er fortællinger om at komme hjem med mig i min lift i juni måned mens dronningebusken blomstrede og lykken ligeså, der er lange lilla kjoler og bare tær – så anderledes end de andres mødre. Der er længslen i min mor efter en hjemlig base, der er Sanderson tapeter og lange gardiner og en mor der altid var der når vi kom fra skole. Der er fortællinger, der bevidner mønsterbrud, styrke og vilje. Der er beretninger om betydningen af selv at kunne købe sit første hus,- om et enkelt klaver og en Børge Mogensen sofa,- om manglende støtte hjemmefra,- om en ung kvinde, der måtte klare sig selv og på trods. Der er hjemmebagte boller med smør og år sammen i Afrika og der er min mor, der desperat holder sin uregerlige teenagedatter fast, – der er oprør og forsoning, der er en mor der ér der, og en mor, der ikke er der. Der er Københavnerture med bare min søster og jeg bag i bilen og det obligatoriske stop for at købe sodavand og lakridspiber. Der er humor og lethed og glæde og fester som blev arrangeret uden at min far vidste det. Der er åbne døre for venner og familie. Der er smukt dækkede borde med blomsterdekorationer og skønhed. Der er mange flytninger rundt for at finde et sted, hvor min mor følte sig hjemme. Der er branden, der brændte mine forældres hus til grunden. Der er min mor, der bliver mormor og forsvinder ind på ”rodeværelset” med min datter i timevis, hvor de maler og bare ér. Der er Parkinson, smerter, modtand og sorg. Der er kampe imod kroppens forfald,- kampe imod gangstativ, kampe imod kørestol, kampe imod hjælp, imod plejehjem og nu kampen med døden. Der er et helt langt liv med mine mors følelser, – under min hud mens jeg har forsøgt at gøre mig fri af dem og alligevel er de der. Nu er der sorgen over at hun er væk, sorgen over hendes lange smertefulde sygdomsforløb og hendes kamp til det sidste. Men der er også en dyb taknemmelighed for livet, som hun har livet. For min mor, der i 1968 trodsede lægens råd om ikke at rejse nogen steder efter en lang periode med nyresten. Der er billeder af min mor, der gør, hvad hun selv vil, og rejser til Tunis. Billeder af min mor på stranden med sin blomstrede kjole og lange mørke hår, der møder min far, en smuk ung mand, der læser til eksamen i et telt på stranden. Der er billeder af mine forældres bryllup kun få måneder efter,- min mor i lårkort hvid batikkjole og der er billeder af festen i Jægerhytten ved Sjælsø, hvor vi på fredag, selv samme sted, skal tage afsked med min mor. Brudstykker at et liv, der hvivler rund og forsøger at skabe et billede, der er for komplekst til rigtigt at forstå.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Email address