Sårbarhed, selvværd og styrke



Jeg har skrevet en personlig og noget sårbar blog. Den får du i næste omgang, men den fik mig til at mærke og reflektere over sårbarhed og sammenhængen mellem sårbarhed, selvværd og styrke. For hvorfor er den blog overhovedet sårbar? Jeg har opdaget, at sårbarhed allermest handler om følelser og hændelser i livet, vi endnu ikke helt ejer. Følelser, handlinger, tanker, historier, der på en eller anden måde udløser følelser af skam, skyld og af mindreværd. Hvis en fortælling bliver sårbar, handler det som regel om, at der er noget, vi ikke er ok med, noget vi ikke ejer.

Den blog, jeg vil dele med dig næste gang handler om min barndomsfamilie. Den handler om vores roller og dynamik, og hvor crazy svært det kan være at gøre sig helt fri af dem. Jeg opdagede, at det var sårbart at skrive om, og gik på opdagelse i det. Var der noget i min historie, der var forbundet med skam/ikke god nok? Noget jeg ikke var færdig med at bearbejde? Jeg opdagede, at jeg igen måtte tilbage og sende lys og kærlighed til min indre teenagepige, som engang kom til at føle sig så forkert.

Jeg mærker også, hvor tæt forbundet selvværd, sårbarhed og styrke er. Når der er dele af vores følelser og historie, som føles sårbar, så er der også dele af os, som vi ikke helt elsker, ikke helt ejer, og som derfor er sårbare.

Forestil dig, at du kunne berette om dit liv helt uden dom. Sådan at vi fortalte om alt det, der har været nemt og godt med samme naturlighed som vores fejltagelser, de gange vi er blevet afvist, sårede, vrede, kede af det, om alle vores fald. Det er svært at forestille sig, ikke?

Vi fremstiller os selv uden alt det, der har skabt smerte i vores liv. Som om det vil få os til at fremstå stærkere, som bedre mennesker, mere succesfulde. Men når vi gør det, er der dele af os selv, som vi lægger ind i skyggen. Ind i mørket hvor ingen, måske ikke engang jeg selv, kan se det. Vi har tendens til at forsøge at undertrykke/fraspalte det, der har givet os slag følelsesmæssigt. Men alle former for undertrykkelse af følelser i os kommer med en pris. Den største er måske den pris, der handler om selvværd. Al undertrykkelse af følelser i mig fortæller mig indirekte, at jeg ikke er værd at elske. Hvis jeg virkelig elsker mig selv, er der ikke noget, der skal undertrykkes eller lægges i skygge. Skammen bliver sårbarhedens vogter. Den sikrer, at vi ikke bevæger os ind i pinefulde hændelser – at vi ikke deler dem med andre. Og skam er samtidigt ødelæggende for selvværdet, fordi skammen gør os forkerte.

Det har været en lang rejse for mig og min sårbarhed, og jeg er stadig nysgerrig og på vej, når jeg mærker nye kroge. Det har taget mig lang tid ikke bare at forstå, men også turde leve efter princippet om, at ægte styrke indeholder en stor del sårbarhed.

Så måske du har lyst til at gå med mig på opdagelse? Måske du også har lyst til at kigge på, om der er dele af din historie – dele af dig – som du ikke helt ejer. Er der hændelser i dit liv, hvor du har følt smerte, skam, været flov, forvirret, gal, ked af det, bekymret, bange, overvældet? Hændelser hvor du føler, at du har fejlet? Når du tænker på de hændelser, hvad opstår så i dig? Det er aldrig for sent at give plads til følelser, som engang blev skubbet væk. Så hvis du mærker det, så giv dig selv lov. Vær med alt, hvad du føler. Det er selv-kærligt at være med vores følelser, præcis som de er. Og send tonsvis af kærlighed afsted til dig selv, når du tænker på de gange i dit liv, hvor du har været i smerte, skuffelse, tab.

Vi oplever det alle. Uden undtagelse. Svære ting i livet. Vi kan ikke bestemme, hvad der kommer vores vej, men vi kan bestemme, hvordan det skal påvirke os. Vi kan bestemme, om vi vil gå igennem og komme ud som mere hele mennesker, eller om vi vil flygte og lukke ned.
Det er den mellemmenneskelige sårbarhed, der forbinder os mennesker. Hvis vi ikke tillader os alt, hvad vi er – også vores sårbarhed, så er vi ikke hele, og det betyder, at vi ikke kan forbinde os helt til andre. Så er det jo kun en del af mig, som jeg forbinder mig med. Kun den del, som jeg tror, kan tåle dagens lys. I mine udviklingsgrupper oplever jeg hele tiden, hvor healende det er, når vi mennesker netop giver os selv lov til at blive set med alt, hvad vi indeholder. Og jeg ser hvor kærligt et rum, der opstår omkring det. Når vi viser os helt, kalder vi på kærligheden i os selv, i andre. Men vi må ofte starte med at sende kærlighed ind i alle de mørklagte kroge af os selv. Lade lyset finde vej og forstå, at vi blot er mennesker, der såres og bekymres og fejler og falder og lære at elske os selv med det hele.

Tilmeld dig mit nyhedsbrev

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Email address