Om at miste, om tilgivelse og lange veje



04.06.2014
I dag er det præcis to år siden, at min far ringede mig op midt om natten og sagde at nu var det nu.

Jeg sov ikke da han ringede. Jeg havde ikke rigtigt sovet i flere døgn. Jeg havde ført samtaler med min mor, – fra min sjæl til hendes,- jeg havde fulgt hendes proces med at slippe livet. Det var en klar nat og månen fulgte mig på den korte vej til plejehjemmet. Min mor var lige død da jeg kom. Hun så så lille og fin ud, men stadig præget af de sidste mange års smerter og lammelse. I den næste tid skulle jeg undres over, hvor væltet jeg følte mig,- hvor stor en sorg det var. Jeg troede, at jeg ville være mere klar. Da vi skulle køre til kirken og begrave min mor en lille uge efter iagttog jeg mig selv ryste kraftigt med mine hænder,- som om jeg kunne få nogle af de følelser, som min krop næsten ikke kunne rumme, til at sive ud gennem fingerspidserne. Jeg undte min mor at få fred. 22 års Parkinson er ingen mennesker værdigt. Jeg havde vidst og ikke vidst på samme tid, at det bar det vej.

Jeg var kun 20, da jeg begyndte i terapi og seriøst og med professionel hjælp begyndte min lange vej i selvudvikling, – og mod at slippe min mor. Allerede som 16 årig var jeg flyttet hjemmefra i et forsøg på at give slip på hende,- i et forsøg på at opretholde mig selv. Jeg er taknemmelig over at være begyndt på denne rejse så tidligt i livet. Det betød, at jeg helt fra hjertet, kunne sige til min mor to dage før hun døde, at hun godt kunne give slip, – og til hendes indvendelser om, at hun skulle være mere for mig og ikke havde givet nok, kunne jeg fra hjertet sige, at hun havde været præcis den mor for mig, som jeg skulle have, for at være den, jeg er. At alt havde været som det skulle. Jeg tror på, at vi får de forældre og børn vi har brug for, til at udvikle os som det er meningen, vi skal. Accepten af min mor præcis som hun var, tog mange år,  – den indtræder først når virkeligheden ses helt i øjnene, når håbet om noget andet slippes. Min mors sorg/smerte tog endnu længere tid at slippe. Min fejlagtige (og som barn ubevidste) konklusion om, at jeg kunne hjælpe hende med at bære det hele (alle hendes sorger og bekymringer) tog lang tid at give slip på igen,- den var næsten blevet en del af mig. Nu efter 25-30 års arbejde har jeg sluppet det meste. Kun fine spor,- den ellers så velkendte sorg ved tanken om min mor og hendes sorger, – mærkes nu kun en sjælden gang som en skygge i ny og næ dukker frem og genkendes nu for hvad den er,- min mors, – ikke min. Har jeg haft sværere ting med mig end andre? Er jeg langsommere end andre? Ingen af delene tror jeg,- det tager bare tid og fokus at gøre os fri af gammel bagage  – virkelig at slippe,- virkelig at acceptere,- virkelig at tilgive. Ud over min dejlige familie, er det mit livs største bedrift, – alt min indre arbejde, – en given slip på alt det, som kan skygge for essensen. Det er det arbejde, der gør, at jeg i dag kan hjælpe andre med det samme.

- Juni 2014.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Fornavn
Email address