I sidste uge bragte Femina en artikel om min seneste bog, “Mod til at være dig”. Jeg havde ikke set overskriften på artiklen, før jeg købte bladet og mærkede, hvordan det pludseligt var meget virkeligt og meget personligt, det her med mod.
I mange år har jeg været optaget af mod. Da jeg selv startede min egen rejse i personlig udvikling, var jeg ganske ung, og jeg vidste dybt i min sjæl, at min vej var at rydde op i mit indre. Som 15-årig vidste jeg endnu ikke, at min længsel handlede om, at jeg en dag skulle guide andre mennesker i samme processer og at den måde, vi bliver de bedste lærere, er ved at gå vejen selv. Ved altid selv at være eleven også. Jeg vidste bare, at jeg skulle og måtte gøre alt, hvad jeg kunne for at gøre mig fri af min bagage og mønstre. Noget i mig var drevet mod sandfærdighed, drevet imod at komme helt hjem til mig selv, at vide hvem jeg var og at stå i det, uanset hvad det måtte have af konsekvenser. I mange år forbandt jeg ikke min rejse med mod. Jeg kunne ikke andet end at blive ved med at gå på opdagelse, være nysgerrig og hele tiden, dybere og dybere, slippe sorg, skyld, skam, vrede, frustration.
Ved min side har jeg hele vejen været velsignet med stor kærlighed. Jeg mødte mit livs store kærlighed i en ung alder, og min mand og mine nære venskaber har haft stor betydning på den rejse, der kom til at betyde, at jeg måtte slippe håbet om at have en relation til min barndomsfamilie. Det slip har taget mig næsten 3 årtier og har bragt mig gennem stor sorg og efterhånden også stor forløsning og frihed.
Når jeg i dag guider andre smukke sjæle på deres rejse, er det med en dybt følt respekt for det mod, rejsen kan kræve. Jeg ser, at vi ofte instinktivt aner, endnu før vi har kastet os ud på rejsen, at den kan koste os relationer og tryghed. Vi fornemmer, hvordan det at træde fuldt ud ind i vores autentiske selv, hvor vi lever i integritet og står i vores lys, kan koste os alt det, der er ulig det. Der kan være mennesker i vores liv, som er interesserede i de roller vi spiller, i den udgave af os, hvor vi har tilpasset os. I den udgave, hvor vi ikke helt udtrykker vores behov eller følelser. Hvor vi indgår i en dynamik, som måske nok er velkendt og derfor tryg men ikke er selv-kærlig. Hvor vi passer ind, ikke støder nogen, ikke stråler for meget.
I mine grupper hører jeg mennesker, der beretter om, at de begynder at finde modet til at være sig selv tro. De begynder at sige til og fra. De begynder at gøre det, de længes efter. De begynder at leve selv-kærlige liv. Og det selv-kærlige liv er også altid det kærlige liv. Når vi finder hjem til os selv, når vi frit og naturligt udtrykker os i verden, bliver livet mere simpelt. Der opstår følelsen af flow, taknemmelighed og kærlighed til alt. Der er intet i livet, som er værd at ofre vores sjæl og den kærlighed, der bor her, for. Men vejen kræver ofte mod. Modet til at slippe alt det, der ikke er sandfærdigt, alt det, der er begrænsende og ukærligt. Og ofte uden helt at vide eller forstå, hvad vi får i stedet.
Så jeg forstår godt når jeg møder mennesker med modstand på selvudvikling. Og jeg bøjer mig i respekt for den vej min egen sjæl har valgt for mig og for alle jer, der går vejen.