Må man græde til en begravelse?



Sådan spurgte jeg vores balinesiske chauffør, Gusti, da vi en dag bevægede os hjem efter en tur ind i landet. Jeg mente at have læst, at man ikke måtte.
Og Gusti var da heller ikke i tvivl; det er ikke godt at græde til begravelser, og i hvert fald slet ikke i nærheden af den afdøde. Da jeg spurgte hvorfor, fortalte Gusti, som det mest åbenlyse, at man jo ikke ville gøre den afdøde sjæl ked af det. Og da jeg igen spurgte »hvorfor«, var det tydeligt, at han tænkte, at jeg tydeligvis ikke var det kvikkeste menneske, han havde mødt.

Det var jo klart: Den afdøde bliver selvfølgelig ked af at se, at de efterladte er kede af det. Det forstod jeg selvfølgelig, men med en vestlig psykologisk forståelse i rygsækken måtte jeg spørge videre: »Når nogen dør, bliver man jo som regel ked af det og har et savn. Hvordan får man den sorg ud af systemet? Må man græde et andet sted?« ville jeg vide. »Jo, det må man gerne, selv om vi er ikke så meget for det«, forklarede Gusti: »Vi vil gerne være positive i stedet. Hvis du f.eks. har været involveret i et biluheld og ikke er død, siger vi, at du var heldig, fordi du ikke døde – og hvis du dør, siger vi, at du er heldig, fordi du ikke lider«.

I virkeligheden rammer balineserne lige ind i den seneste store åbenbaring indenfor vestlig psykologi, netop den positive psykologi, hvor en positiv tilgang til livet er nøglebegreb. Balineserne har bare levet efter principperne i tusinder af år, mens vi først er ved at forstå betydningen. Jeg er sikker på, at den måde, vi tænker på, bestemmer den måde, vi lever på. Når vi står over for en situation, kan vi vælge at tænke negativt eller positivt – selv om virkeligheden ikke ændrer sig: Vi kan ikke vække de døde, men vi kan bestemme, hvordan vi vil reagere og tænke om den virkelighed, vi står i. Alligevel kredser mine tanker om, hvad man så gør af de følelser, der er sorgfyldte eller vrede.
Hvad bliver der af dem, hvis de ikke får plads? Forsvinder de af sig selv? Eller bliver de liggende og slumrer i det indre og venter på en chance til at bryde ud i lys lue, og når de gør, er de vokset til størrelser og dimensioner, vi næsten ikke kan genkende?

Min erfaring er det sidste. Min erfaring siger mig, at vi har brug for at mærke, anerkende og være i vores følelser. Jeg ser og tror på, at når vi giver dem den plads, der er brug for (afhængig af dybden og størrelsen), så opløser de stille og roligt sig selv og efterlader os som mere hele mennesker. Vi skal ikke gå for hurtigt videre, når en følelse (f.eks. sorg) har brug for opmærksomhed, men heller ikke blive hængende længere end nødvendigt. Jeg kommer til at tænke på min mormor, der fik en efternøler, Charlotte. Hun døde i sin seng, da hun var ti måneder. Min mormor fik det råd, at hun skulle gemme alle billeder af barnet væk og lade være med at tænke på eller tale om hende eller hendes død. Min morfar, der i forvejen ikke vidste, hvordan man talte om følelser, tog rådet meget bogstaveligt og nægtede at tale om det. En skuffe i kommoden med lidt billeder og tøj var det eneste bevis på Charlottes liv. Jeg er sikker på, at min mormor ville have haft mulighed for en helt anden healing, hvis hun havde fået hjælp til at gennemleve den sorg, som må have været så stor, at det skræmmer mig bare at tænke på det. Jeg tror på det gode miks: Anerkend, mærk og vær i dine følelser, også når det gør rigtigt ondt – og tænk positive, kærlige, understøttende tanker, der bringer dit liv i den retning, du ønsker. På den måde bliver vi mest hele mennesker med plads til udvikling og kærlighed.

- Klumme Søndag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Email address