Den sidste måned har jeg talt med rigtigt mange mennesker, der har delt deres bekymring over julen med mig. Vi bekymrer os primært om vores relationer. Om alt det usagte og alt det sagte men uforløste, der ligger mellem os. Vi bekymrer os om at kunne sige til og fra. Vi bekymrer os om at komme igennem en tid, som for mange ”bør” være hyggelig, men ikke er det. Vi kæmper for at lade som ingenting, alt imens mange mennesker knuges indeni. I det sidste år har jeg været optaget af bogen ”Et kursus i mirakler”. Det er blevet meget klart for mig, hvordan alt i virkeligheden kan koges ned til kærlighed eller frygt. Gå med mig på en lille øvelse, som du kan bruge i julen og resten af dit liv, hvis du kommer ud af kærlighed. Tag to stole og stil dem op for dig. Den ene er din frygt-stol, den anden din kærlighedsstol. Stil dem i rummet, som det føles rigtigt. Tænk nu på en bekymring i dit liv. Sæt dig først i frygtstolen og lad frygten tale højt.
En af de bekymringer jeg har hørt i den sidste tid, er bekymringen for at julen ikke bliver hyggelig. Forestil dig, at vi præsenterer den bekymring for ”frygt”. Frygt ville måske sige noget i retning af; ”Uhh, det bliver en svær aften. Onkel Hans plejer at blive alt for fuld, mor at blive alt for nervøs, og jeg kan slet ikke finde ud af at være mig selv i min familie. Jeg får det sikkert dårligt og bliver ked af det. Jeg ved bare, at jeg ikke kan finde ud af at sige fra. Jeg får allerede ondt i maven over alt det, vi ikke taler om i min familie. Det bliver så anstrengende. Det skal bare overstås.” Noget i den stil. Rejs dig nu op og gå lidt omkring. Ryst frygt af dig. Luk øjnene, mærk dine fødder. Læg den ene hånd på dit hjerte. Kontakt nu kærlighed. Vi er faktisk kærlighed. De fleste af os har bare glemt det. Sæt dig nu i kærlighedsstolen (måske stadig med lukkede øjne), og lad kærlighed tale. Kærlighed ville måske sige noget i retning af; ”Jeg elsker dig. Du er præcis som du skal være. Intet kan nogen sinde ændre det. Du er lys og kærlighed og med lys og kærlighed går du til jul i din familie. Herfra er du naturligt dig selv. Herfra siger du med største naturlighed til og fra. Herfra lytter du naturligt til dit hjerte. Herfra er du din egen bedste ven. Gå trygt ud i verden. Livet elsker dig.” Eller hvordan ”kærlighed” nu ville lyde i dig. Kan du forestille dig hvor forskellig en jul, vi kan skabe for os selv med frygt eller kærlighed? I overskriften her skriver jeg at det er en øvelse, der kan ændre dit liv. Det lyder måske stort, og det er også stort. Mennesker har delt med mig, at den træning har ændret deres liv. Måske du kun i starten smager på kærlighed. Det er nok. Det vil vokse, hvis du træner. Forsøg ikke at forstå. Hav tillid til, at du allerede er kærlig og vis.
Om at afslutte kapitler i livet
Jeg har netop afsluttet to store kapitler i mit liv. Det ene fortalte en clairvoyant mig om, da jeg var helt nystartet selvstændig psykolog. Hun sagde, at jeg på et tidspunkt ville gå over til primært at undervise grupper – store og små. At jeg ville slippe mit virke som traditionel psykolog med én-til-én sessioner. ”Men du skal først samle ind og blive klar,” sagde hun. Derfor bliver de næste mange år dit rugbrødsarbejde.” Jeg havde netop åbnet min første egen praksis udenfor hjemmet på Vesterbrogade og var ovenud lykkelig for mit arbejdsliv. Det passede mig slet ikke at høre hendes fornemmelser for min fremtid. Nu, efter mange år med rigtigt mange mennesker i stolen foran mig, har jeg netop sluttet det kapitel. Jeg underviser og guider nu små og store grupper med meget stor glæde. Der opstår den smukkeste magi i mine grupper, hvor mennesker deler ærligt med hinanden. Sorger, sårbarhed, glæder, frustrationer, fremgang, udvikling. Jeg har samlet uendelig stor viden og indsigt igennem de mange fantastiske mennesker, der har delt deres historier, sorger, glæder, sårbarheder, skyld, skam og traumer med mig. Jeg er taknemmelig for hver eneste. Jeg er taknemmelig for alt det, alle mine klienter har lært mig. Og jeg er klar til et nyt kapitel.
Et andet kapitel, jeg lige har afsluttet er min nye bog; MOD til at være dig. råmanuskriptet ligger nu hos min redaktør og venter på røde streger, opsætning og layout, og i maj kan den købes i butikkerne. Jeg glæder mig så meget til at dele den med dig. Den handler om modet til at være den du er – i din fulde autenticitet. Om at stå stærkt i integritet. Om modet til at være med livet som det er, men vores sårbarhed, som den er. Om modet til at stå ved og slippe gamle historier, skyld og skam, der hæmmer vores fulde livsudfoldelse. Om modet til at udvikle os og om modet til at leve i overensstemmelse med vores sjæl. Det er også en bog, der har krævet personligt mod for mig. Jeg deler ud af min egen vej igennem de mere end 30 års udvikling, jeg har bag mig. Så det er ikke bare en teoretisk bog. Det er bog, jeg selv har gået vejen for.
Nu er jeg på vej på en tiltrængt juleferie. Julen holdes med min familie på smukke Hawaii. Jeg glæder mig som et lille barn. Efter et hektisk efterår med flere retreats, grupper, bogskrivning, kurser og klienter, trækker jeg stikket lidt. Jeg skal gå med bare fødder i sandet, mærke mine nære, trække vejret dybt, lade min sjæl næres.
Jeg ønsker jer alle en rigtigt glædelig og kærlighedsfyldt jul.
Kærligst, Kisser Paludan