Jeg bøjer mig for dig



Nameste er sanskrit og betyder ‘jeg bøjer mig for dig’ og er en respektfuld hilsen som også har betydningen ‘vi er alle en’. Nameste betyder også; jeg hilser det guddommelige i dig. Denne måde at hilse på bliver ofte brugt i yoga og jeg synes at det er sådan en smuk hilsen, der minder mig om, at vi alle er så meget mere end det, øjet og egoét lige ser.
Jeg er for nyligt kommet hjem efter at have afholdt retreat på Bali. Jeg havde den skønneste gruppe mennesker med og var under og efterfølgende fyldt af taknemmelighed over at få lov til at facilitere og bevidne de fantastiske processer, gruppen gik igennem. Noget af det, der rørte mig mest, var hvordan det lykkes så smukt virkeligt at møde hinanden. Da vi startede kurset bad vi alle om, bare at sige deres navn og derefter skabe øjenkontakt med de andre i gruppen og hilse på hinanden på denne måde,- med øjnene fremfor med ord. Det der var tilsigtet og det, der skete, var at alle virkelig mødte hinanden lige fra starten,- dvs. alle så forbi fysik og ego og ind i et dybere plan, hvor de roller og masker vi ofte bærer med os, forsvandt.

Vi er så vant til, når vi møder nye mennesker, at præsentere os med en masse ord, der skal sige nogen om, hvem vi er. Vi fortæller måske hvad vi laver, om vi er gift, har børn mv. Måske vi også fortæller nogle historier om, hvordan vi er…”jeg er sådan én der….”. På den måde får vi hurtigt skabt nogle mentale billeder og forestillinger om, hvem vi er, som faktisk kan være med til at begrænse os fordi hvad siger det egentligt om dig? Hvad siger det egentligt om dig, hvad du laver, om du er gift eller har børn? Hvad fortæller det om, hvem du egentligt er,- om din sjæls essens? Når vi giver slip på de sædvanlige historier og i stedet skaber ægte nærvær med andre opstår en samhørighed, som er så smuk og givende at jeg ønsker at vi alle kan blive bedre til det. Når vi gør det, – skaber ægte nærvær med hinanden, opdager vi, hvor meget vi har til fælles,- hvordan vi er forbundne og vi oplever kærlighed  til mennesker vi knapt kender. Alle de ord vi normalt bruger til at definere, hvem vi er, når vi møder nye, kan være med til at skabe en adskilthed, hvorimod nærvær og øjenkontakt skaber samhørighed. Èn af deltagerne skriver dette om hans oplevelse; Jeg oplevede kærlighed, medfølelse, indsigt, interesse og forståelse for mig som person. En ægte opmærksomhed igennem alle de dage retreatet varede. Og jeg oplevede selv at mærke hvor fedt det er at udvise ægte interesse for andre mennesker. Hvor spændende vi alle er, når man ser igennem lagene af ligegyldige masker. Og det så vi igennem allerede efter den første time, vi var sammen. Utroligt så meget kærlighed man kan vise andre mennesker, når man ikke er indfanget i alle vores dagligdags spil og roller.”

Prøv næste gang du møder nye mennesker,- eller prøv det med mennesker du allerede kender; prøv at være ægte nærværende med dem. For at kunne det, må du starte med dig selv; skab nærvær med dig selv. Det kan du gøre ved at trække vejret dybt, mærke dine fødder og din jordforbindelse og synk ind i dig selv, – vær hjemme i dig selv. Derefter; skab nærvær med andre,- se dem i øjnene, lyt til dem med ægte interesse,- hvem er du og hvem er de bag alle de gamle historier, roller og masker? Gå på opdagelse!

- Klumme Søndag, 2012.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Email address