I sidste uge skulle jeg til London på en dagsrejse. Tidligt om morgenen sad jeg i afgangshallen og lyttede til min daglige lektie i ”A Course in Miracles”, da jeg hørte et højt skrig bag mig. En mor med en lille pige skreg op, da datteren spildte hendes morgenkaffe; ”hvordan kunne du dog gøre det, Isabel? Flere bebrejdelser fulgte, og ind imellem sagde hun, ”Åh, et liv uden kaffe…”. Den lille pige stod helt stille på gulvet og så helt lost ud. Jeg fik ondt i hjertet med det samme – følte omsorg for den lille pige og nåede også at tænke, at moderen måtte være træt og udmattet, og at jeg måske selv kunne have tænkt (men ikke sagt højt) ”Åh et liv uden kaffe”. I situationen er jeg opmærksom på mine tanker om moderen – tanker, der fordømmer, bobler op, men denne dag fanger jeg mine tanker, og er i stand til at erstatte dem med noget andet. Jeg tænkte, at moderen måske har et højt overlevelsesinstinkt, som stikker af med hende, og gør kaffen vigtigere end datterens følelser. At hun er presset, træt måske. Og mit beskytterinstinkt begynder at røre på sig.
Vi skal gå bagerst ind i flyet, og jeg går foran mor og barn. En ældre kvinde, der er en del den gruppe som moderen og barnet er i, går foran mig. Da barn og mor skal op i flyveren, står pigen stille og begynder at græde og skrige. Den ældre dame udbryder til manden, hun følges med; ”Hun skriger, som om hun har fået tæv… måske hun skulle have nogle tæv”. Mit beskytterinstinkt bryder ud, og selvom hun ikke henvender sig til mig, bryder jeg ind i samtalen og siger; ”Nej, ingen mennesker har fortjent at blive slået – og den lille pige er lige blevet råbt af – jeg forstår godt, at hun græder”. Jeg går ind i flyet og sætter mig og kort tid efter kommer moderen ind med datteren, der nu skriger og sparker og kæmper for at komme af flyet igen. Moderen virker irritabel og desperat. Jeg forstår hende godt. Alles øjne følger de to ned igennem flyet. De går ned bag i flyet, og flere stewardesser kommer med nervøse ansigter ned mod dem. ”Jeg er psykolog – måske jeg kan hjælpe” ryger det ud af mig, og før jeg får set mig om, står jeg med den lille 4-årige i mine arme – skrigende, ulykkelig og bange. Men jeg er helt roligt. Jeg har ikke noget på spil, så jeg bare nusser hende, forsikrer hende om, at det er trygt og og godt at flyve. Får afviklet en frygt, om at det er som at være på en voldsom forlystelse i Tivoli, som hun tydeligvis har prøvet og er bange for. Moderen lader mig. Barnet rækker ikke en eneste gang ud efter moderen. Hun skriger i nogen tid, men bliver i mine arme. Og langsomt, med kærtegn og ro, falder også hendes system til ro. En mand på sædet bag os låner os sin mobiltelefon med spil, som vi ser på. Nu har to fremmede hjulpet en desperat mor og et ulykkeligt barn. Vi må gerne blande os. Vi må gerne hjælpe hinanden.
Hun sidder længe hos mig, og jeg nusser hende og hvisker beroligende ord i hendes øre. Da hun endelig får mod til at sidde på sit eget sæde mellem hendes mor og jeg, skubber hun flere gange til min arm, kigger på mig og siger ”mor?”. Lidt perpleks, misforstår moderen hende og siger- ”ja, den dame er sikkert også mor” – og jeg fortæller om mine store børn. Men det var ikke det, hun spurgte om. Hun genkendte, dybt i sin sjæl, fornemmelsen af ”mor”. Lidt efter faldt hun i søvn. Moderen lader hende sidde helt skævt i stolen uden at lægge hende ned eller holde på/om hende. Hun ser så lille og lost ud. Dér alene i sin store flystol med en mor, der ikke rigtigt mærker hende. Og det slog mig, at moderen også så alene ud – at hun også var et lille barn, der ikke var blevet holdt. Og igen slog det mig, hvor meget vi giver i arv til vores børn. Alle de sår vi ikke har healet. Alt det i os, der ikke er holdt af nogen. Alt det i os vi ikke selv kan holde eller elsker.
Da jeg steg af flyet følte jeg mig taknemmelig for at have kunnet hjælpe.
Og jeg takkede for min reminder om flere ting;
- At vi altid må forsøge at holde andre mennesker i et helt billede – i et større billede. Uden medfølelse for moderen havde jeg sikkert været fordømmende – hun råbte af sit barn og evnende ikke at trøste hende – når vi ser hinanden i et større billede, hvor vi forstår, at der altid er en god grund til, at vi handler som vi gør, så ophører domme og i stedet træder medfølelse ind.
- At vi alle er mennesker, der ind imellem har brug for hjælp, og vi må gerne hjælpe hinanden.
- Og jeg genbesøgte mit eget indre barn, der savnede at føle sig holdt og set og glædede mig over min egen ro og kærlighed – både overfor mit eget indre barn og dette barn, som jeg ikke kendte.
- Glæden ved at give bare fordi vi kan. Vi lærer ikke om kærlighed ved at lede efter den uden for os selv, men ved at leve den. Ved at forsøge at lade os lede af kærlighed i livet. Ved at forsøge at være venlige og kærlige over for os selv og andre. På den måde kommer kærligheden, der allerede bor i os, som er det, vi er skabt af, til sin ret.
- Og jeg mærker, hvordan vi må udvide vores billede af kærlighed som noget, vi udveksler med få betroede og i stedet lade det være det vi er. Når vi lander i kærligheden inden i –og fyldes med kærlighed til os selv, så flyder det, på et tidspunkt, over og ud på alle andre mennesker omkring os. Ikke blot vores nære, men bare mennesker. Så hvis du nogen sinde er i tvivl om, hvorvidt det er vigtigt at lære at elske, den du er, så vid at det er det vigtigste og største bidrag, du kan give verden.
Gå nu ud og nyd din sommer. Elsk dig selv. Nær sig selv og tillad dig at blive fyldt op. Og praktiser venlighed og kærlighed og mærk hvordan selve handlingen, hvor du giver, er det samme som at modtage og det, der får kærligheden til at vokse i os.