Har du socialt instinkt?



For nyligt så jeg en sjov film med Eddie Murphy, der hedder A Thousand Words. Filmen er en historie om en mand, der arbejder som succesfuld redaktør,- hurtig, smart, – og typen, der bruger mange ord. I filmen plantes et magisk træ i hans have, der mister ét blad for hvert ord han bruger. Når der ikke er flere blade, vil han formentligt dø. Situationen tvinger ham til at stoppe med alle sine ord, og i stedet begynde f.eks. at vise sin kone, hvad han føler for hende. Han bliver nødt til at blive stille og finde ind til nogle mere sande og næstekærlige værdier. Jeg tænker tit over, hvordan vi mennesker bruger ord, hvor naturligt vi bruger mange eller få ord. I sociale sammenhænge tænker jeg til tider over, hvordan nogle mennesker er eminente til at small-talke. De kan tale med alle mennesker om hvad som helst, – få samtaler om vejret eller andre ligegyldigheder til at lyde som liv-død-vigtige samtaler. Andre mennesker må i modsætning hertil kæmpe for at finde ord i samtaler,- det virker som en hård kamp overhovedet at komme op med relevante ting at sige til nye mennesker i nye sammenhænge.

Indenfor personlighedstype-systemet enneagrammet taler man om, at vi mennesker har forskellig instinkter, der gør os mere eller mindre sociale,- man taler om et én-til én instinkt og socialt instinkt. Det ene instinkt vil være dit primære,- det andet dit sekundære (faktisk er det 3 instinkter, men disse to har med vores sociale liv at gøre). Èn til én instinktet har at gøre med vores evne til at nyde en-til en sammenhænge,- mellem mennesker eller evnen til nydelse/fortabelse i f.eks. mad, film og bøger. For mit eget vedkommen er èn til én – instinktet stærkere end det sociale. Det betyder, at jeg hælder imod lidt dybere samtaler med få mennesker ad gangen fremfor store sammenhænge. Kun hvis jeg minder mig selv om det, vil jeg huske at networke og smalltalke. Det falder mig ikke naturligt. Som type og med mine instinkter er jeg mest tilbøjeligt til gerne til ville til sagens kerne lidt hurtigt og helst uden for meget udenomssnak, så jeg træner mig i løse lette og måske lidt overfladiske samtaler. Måske netop med denne konstellation har jeg ofte fanget mig selv i at kede mig i selskaber. Når min mand er med, fortæller han at jeg få et lidt tomt kedsommeligt blik i øjnene…det er når samtalerne i for lang tid af gangen handler om (for mig) ligegyldige ting; sport, biler, vejret, andre mennesker som jeg ikke kender….eller hvis nogen simpelthen bruger for mange ord og uden jordforbindelse eller egentligt kontakt eller nærvær. Når nærværet ryger, så bliver det uinteressant for mig. I mange år har udadvendte hurtigt –talende mennesker været hyldet som de mest succesfulde, men nyere forskning peger på at indadvendte mennesker begynder at nyde større anderkendelse.

Der er noget fint i at være opmærksom på, hvordan vi bruger vores ord,- er det bare for at fylde rummet og tiden ud mellem os mennesker,- eller er det fordi vi har noget på hjertet? Sørger vi for at være med andre mennesker når vi taler,- og at lytte ligeså meget som vi taler? Måske du har lyst til at kigge lidt på dine instinkter? Forestil dig følgende; du er til et kursus et nyt sted og der er frokostpause. Hvad gør du? Sørger du for at snakke med så mange som muligt og måske lige få udvekslet visitkort til senere brug, – eller finder du en enkelt eller to interessante mennesker, som du kan have en lidt dybere snak med? Tænk også gerne over hvordan din balance er mellem at tale og lytte og ikke mindst, hvordan du bruger dine ord. God fornøjelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Fornavn
Email address