fbpx

”Når jeg kommer på ferie, skal jeg rigtigt slappe af og være god ved mig selv”. Eller; når jeg går på pension, skal jeg rigtigt nyde livet”. Sådan har mange mennesker sagt og tænkt gennem livet; om lidt skal jeg rigtigt nyde det hele! Min erfaring er, at du skal lære at nyde livet og være god ved dig selv lige nu, – ellers får du også svært ved det på ferier eller når du går på pension. Vi skaber hele tiden vores liv,- hvert sekund og hver dag. Alt det, du tænker og gør, skaber det liv, du lever. Hver dag uddyber vi de tankemønstre, der opstår med det vi siger til os selv i vores tanker og som har direkte indflydelse på vores livskvalitet. Det er som en gammel pladespiller, hvor vi spiller de samme numre om igen og igen, mens rillerne bliver dybere og dybere. Derfor vil alle tankemønstre lægge sig som riller i hjernen og de ændrer sig ikke fra det ene øjeblik til det andet, bare fordi vi får mere tid. Kun ved at ændre din bevidsthed kan du skabe positive resultater i dit liv. Som du starter din morgen, bliver din dag. Som du lever din dag bliver dit liv.

Derfor; start i dag med at ændre dit liv ved at ændre dine tankermønstre. Lad dine tanker fungere som dine kærligste gode venner. Det er uendeligt vigtigt at starte dagen på en måde, som kan tegne billedet for resten af dagen. Her er lidt konkrete råd til, hvordan du skaber en dejlig morgen, der kan være startskuddet til en dejlig dag (og liv);
1. Når du vågner; træk benene op under dig og lig lidt og mærk sengen,- skab kontakt til dig selv. Sig højt eller i tankerne; Godmorgen (dit navn)! Jeg elsker dig! Tak for denne dag der ligger foran mig. Det bliver en smuk og dejlig dag. Alt hvad jeg foretager mig, bringer mig glæde. Jeg elsker dagen i dag. Eller; ”jeg elsker livet og livet elsker mig”. Ved siden af min seng har jeg et lille whiteboard, hvor jeg kan skrive de positive forskellige bekræftelser ned, som jeg har fokus på i øjeblikket. Tænk/mærk dagen igennem og velsign det hele med kærlighed. Velsign din dag med kærlighed og skal du noget i løbet af dagen, som du er lidt nervøs over eller ikke helt har lyst til, så sørg for at sende det ekstra kærlighed. Det stærkeste redskab til at transformere en hvilken som helst ting er at velsigne det med kærlighed. Find gerne dine helt egne sætninger som lyder rigtigt for dig. Fokuser på dem i en tid,- til du får lyst til at ændre dem og skabe et nyt fokus.

2. Når du laver din morgentoilette; tænk positivt! Når du bader,- mærk din krop,- tak for den og tak for det dejlige varme bad du kan tage. Se dig i spejlet og sig; ”Jeg elsker dig! Du er smuk. Jeg elsker min krop og min krop elsker mig” Uanset om du er tilfreds med din krop eller ej, så tal kun pænt til den i dine tanker. Når du klæder dig på, sig til dig selv; du er så god til at finde lige det rigtige tøj til denne dag,- du er velklædt og smuk.

3. Lav en god og nærende morgenmad. Vis din krop kærlighed ved at give den det, en har brug for. Brug 5-10 min. på at sidde i stilhed,- du kan meditere eller læse i en spirituel bog, der connecter dig med din sjæl. På den måde går du ud i dagen med dig selv,- i kontakt med dig selv, nærværende og bevidst. Til forskel går mange mennesker igennem dagen (og livet) ved siden af sig selv,- ikke rigtigt i kontakt,- ikke rigtigt nærværende. Og det er dit nærvær i livet, der sikrer at du virkelig nyder det og dit nærvær starter med nærværet med dig selv.