DET BEVIDSTE FORÆLDRESKAB #1 – Da Kisser Paludan begyndte at skrive om det bevidste forældreskab, væltede tankerne rundt og ordene kom ud i hastig takt. Så mange var der, at hun kunne skrive en hel bog. I stedet har hun delt sine artikler op, og her er hendes første af i alt tre om emnet. Den handler om uforløste erindringer i dit eget liv, som kan præge opdragelsen af dit barn. Ens livshistorie kan med andre ord spænde ben for barnet – hvis man ikke selv er opmærksom.
Vores børn lærer ikke af det, vi siger, men af det, vi selv gør. Dette tror jeg, at de fleste forældre har forstået. Hvad vi ofte ikke har forstået, og som er endnu vigtigere, er, at børnene ikke bare lærer af det, vi gør, men også af det vi er.
Mange forældre, lærere og pædagoger er ikke opmærksomme på, hvordan tre meget væsentlige elementer spiller ind på børns liv:
Vores egen personlighedstype
Vores egen grad af selvværd og bevidsthed
Vores egen historie
Når vi ikke ved det, er det fordi mange mennesker ikke er bevidst om, hvem de selv er. For at vide, hvordan vi virker på og med andre, for at kende vores styrker og udviklingsveje, vores skygger og blinde pletter, må vi være villige til at lære os selv at kende.
Alt det, vi ikke ved om os selv, har stor indvirkning på vores børn. Vi kender ikke vores niveau af selvværd for slet ikke at tale om, hvordan vi kan hævde det. De fleste af os er ikke vidende om det, vi bærer med os fra vores egen barndom eller ungdom.
Ubevidst frygt, bekymring, vrede eller sorg, der sidder i systemet og føles så naturligt, at vi ikke engang rigtigt lægger mærke til, at det er der. Alt dette, der ofte er ubevidst, påvirker vores børn langt mere end vi er opmærksom på.
Vi skal skille vores egne følelser fra vores børns
Lad mig give dig nogle eksempler:
Da jeg selv blev mor for 20 år siden, havde jeg allerede arbejdet med mig selv i mange år. Jeg havde gået i terapi og kigget på min opvækst og forsøgt at forstå, hvem jeg var.
Jeg følte mig super klar og godt klædt på til at blive mor. Jeg havde imidlertid ikke været mor længe, før jeg så, at en helt ny indre rejse var begyndt. Jeg ønskede at give min nyfødte alt, hele tiden.
Når børn går igennem svære ting, udløser det følelser i os fra vores eget barndoms-ungdomsliv, som vi ikke har afsluttet og healet. Selvom vi ikke siger noget af det, vi føler, til vores børn, så ligger det i vores energi-system, og det opfatter vores børn
Hun måtte aldrig føle sig alene, så opsat var jeg, at jeg overkompenserede ved at være sammen med hende hele tiden – selv når hun sov. Jeg mærkede, hvordan hendes gråd (som jeg sørgede for stort set ikke var der) mindede mig om min egen tidlige forladthedsfølelse. Jeg gik derfor i gang med et nyt stykke indre arbejde: nemlig at adskille mine egne følelser fra hendes.
På den måde gav følelserne langsomt slip. Jeg har set, at dette sker for alle forældre – det er kun et spørgsmål om, hvorvidt vi er opmærksomme på at skille tingede ad.
Jeg kender ingen, der er gået ind i deres forældreskab uden nogen former for gamle uforløste følelser i systemet. Uanset hvor god en barndom, vi har haft, så kommer vi ikke igennem, uden at der er lidt at arbejde med. Det er kun et spørgsmål om grad.
Når vi bliver forældre er det kun et spørgsmål om vores evne og villighed til at kigge på det. Mange af os har ikke den viden med os, når vi bliver forældre.
Når børns afvisninger rammer forældrene
Jeg håber og tror, at vi bliver bedre og bedre til at forstå psyken, så det, der sker i os, når vi får børn, bliver allemandsviden. Jeg husker et andet eksempel; en dag, for nu mange år siden, afleverede jeg min søn i børnehave.
Jeg hang lidt ud og så, hvordan han forsøgte at komme med i en leg med en mindre gruppe drenge. Han fik ikke lov til at være med, og jeg tog ham i hånden og gik med ham hen til gruppen og sagde noget i retning af: ”alle må vel få lov til at være med?”
Jeg var, på min søns vegne, ramt af afvisning og følelsen af at være udenfor. Helt forundret kiggede min søn på mig og sagde: “jamen det var da ikke fordi jeg ikke måtte være med, der var bare ikke lige plads i gruppen lige nu”.
Han havde slet ikke mærket afvisningen eller tænkt det som sådan. Jeg vidste med det samme, at det var mit eget indre og skyndte mig at trække i land.
Min tese er, at når vi går igennem livet med vores børn, så vil alt det, der ikke er landet helt i os, aktiveres. Som psykolog har jeg siddet med mange forældre, der har været bekymrede eller frustrerede over deres børn og set den store gave der er i at forstå, hvad vores børn og det liv, de går gennem, trigger i os.
Jeg har set, hvor svært det kan være for par, der skal skilles og selv har oplevet skilsmisse som børn, at adskille deres egen uafsluttede sorg fra de følelser, deres børn, står med.
Eller forældre til børn, der oplever mobning og selv kommer i kontakt med alle de områder i deres eget liv, hvor de har følt sig udenfor, ikke gode nok, skamfulde.
Jo mere hele vi selv bliver, jo mere er vi i stand til at møde vores børn, som de hele mennesker, vi ønsker, de skal blive. Det er for mig den største kærlighed
Prøv at tænke på en situation, der har været svært for dit barn. Eller forestil dig, at dit barn kommer hjem fra børnehave eller skole og er blevet holdt ude, måske endog drillet. De fleste af os vil trøste og være der for vores børn, men vi vil også selv føle os kede af det, måske skam, vrede eller frustration.
Når børn går igennem svære ting, udløser det følelser i os fra vores eget barndoms-ungdomsliv, som vi ikke har afsluttet og healet. Selvom vi ikke siger noget af det, vi føler, til vores børn, så ligger det i vores energi-system, og det opfatter vores børn.
Vi har selv noget i klemme
Derfor: de lærer også, på godt og ondt, af det vi er, af det vi bærer med os. I disse situationer er det vigtigt, at vi kigger på: hvad handler det her om i mig? Vi har lavet usagte fælles normer for forældreskabet, hvor vi ser det som helt naturligt, at vi reagerer med frygt, vrede, ked-af-det-hed, når vores unger kæmper, og det er i hvert fald det mest almindelige.
Min pointe er, at vi kun reagerer med disse følelser, fordi vi selv har noget i klemme. Vi siger ting som, at når vi først har fået børn vil vi altid være bekymrede, som det mest naturlige i verden. Men det er kun naturligt, fordi de fleste af os ikke ved, hvordan vi kan være forældre på andre måder.
Giv slip på din bagage
Vi kan bruge hver eneste svære ting til at give endnu mere slip på vores egen bagage og på den måde blive mere og mere hele mennesker. Jo mere hele vi selv bliver, jo mere er vi i stand til at møde vores børn, som de hele mennesker, vi ønsker, de skal blive. Det er for mig den største kærlighed.
Derfor er vores børn den største kilde til udvikling. Jeg tror på, at vi har lige så meget at lære af vores børn, som de af os. Jeg tror på, at vi får præcis de børn vi har brug for, så vi kan udvikle os som det er meningen, at vi skal det.
Jeg kan varmt anbefale dig at gå på opdagelse her:
Lav en seddel med en linje ned i midten. Lodret i siden kan du skrive år ned, vandret oplevelser. I den ene kolonne dit barn (du kan lave flere, hvis du har flere børn) og i den anden kolonne dig selv.
Fx har jeg talt med mange forældre, der har været ulykkelige ved at aflevere deres børn i institution. Det er tit svært, fordi vi savner at være tætte på vores unger, men jeg har også set, hvordan afleveringssituationer har aktiveret forældrerens egne gamle følelser af forladthed og savn.
Vi ønsker så meget, at vores børn skal have det godt og kommer så nemt til at identificere os med deres følelser, at vi ofte ikke er gode til at skabe et tillidsfuldt rum, hvor de rigtigt kan tale med os
Mange teenageforældre har svært ved at finde en kærlig og konstruktiv vej med deres unge, fordi vi ofte selv bærer med os et hav af uforløste følelser i forhold til vores forældre i disse år og i forhold til os selv.
Når vi kaprer scenen
Du kender det helt sikkert: du deler noget, som er svært eller sårbart for dig, med nogen, som så kaprer scenen. Det kan vi gøre ved at begynde at tale om os selv, ved at skabe distance ved at tale om nogen, vi kender, der kender nogen, der også har prøvet noget lignende eller ved at identificere os så meget med den andens følelser, at vi overtager samtalen.
Jeg tror, at de fleste har oplevet dette i venskabelige relationer, og min oplevelse er, at børn og unge oplever det i stor stil med deres forældre. Vi ønsker så meget, at vores børn skal have det godt og kommer så nemt til at identificere os med deres følelser, at vi ofte ikke er gode til at skabe et tillidsfuldt rum, hvor de rigtigt kan tale med os.
Vi bliver opslugt af subjektiv empati, fremfor at kunne være til stede med objektiv empati og den rolige støtte som vores børn og unge virkelig har brug for.
Og vejen til at blive en forældre, der kan skabe dette rum er ikke at sætte sig selv til side – det er ikke muligt. Husk på, vi er energi, og alt det, vi gemmer væk, opfattes. Vejen er i stedet at give plads til (i dit eget rum med din partner, gode venner eller en terapeut) at arbejde med de følelser, dine børns liv udløser i dig.
Når vi gør det arbejde, bliver vi i stand til at være der med det objektive, rolige, tillidsfulde nærvær, som er så afgørende for en nær og kærlig relation.
Så måske du har lyst til at begynde at gå på opdagelse her: Hvad føler du? Hvordan handler du? I hvor høj grad er du i stand til at være til stede med dine ungers følelser uden at ville fikse det, uden at blive urolig eller utålmodig eller bekymret?
At skille tingene fra hinanden, giver os muligheden for at komme tilstede med vores børn/unge på en meget mere kærlig og ren måde, hvor vi ikke roder dem (ubevidst, men det sker hele tiden) ind i vores eget gamle uforløste.
Så hvis du synes, det virker langhåret at arbejde med at adskille dine egne følelser fra dine børns, så vid at dette er gevinsten. Det er en fantastisk gave at kunne give vores børn
Det gør os i stand til at se, hvem de er, og hvad de har brug for. Og det gør os i stand til at møde dem med tillid og kærlighed, frem for frygt, bekymring eller andre følelser, der ikke er understøttende.
Jeg har, nu med voksne børn, opdaget, at den største gave jeg kan give mine børn, er selv at være på rejse, så jeg hele tiden holder mig åben og nysgerrig på både mig selv og dem.
Og jeg ser nu, at jo mere vi rydder op i vores indre på vejen, jo nemmere bliver det at holde et rum for vores nære, hvor der er tillid og kærlighed, også når livet er svært.
Ofte møder vi vores børn og unge med bekymring, frustration, utålmodighed, når livet er svært for dem. Det er i sidste ende ikke hverken rart eller brugbart at blive mødt på den måde. I stedet har vi brug for at mærke, at vi har mennesker omkring os, der har tillid til os, tillid til livet, og som kan blive i den ro og tillid, når livet føles rocky.
Så hvis du synes, det virker langhåret at arbejde med at adskille dine egne følelser fra dine børns, så vid, at dette er gevinsten. Det er en fantastisk gave at kunne give vores børn. Hvis du har lyst til at lave den omtalte øvelse kan du også se den beskrevet på en lille video på kisserpaludan.dkunder gratis inspiration.
I min næste blogpost kommer du til at læse om, hvordan vores personlighedstype og selvværd spiller sammen med – eller spænder ben for vores børn og deres udvikling, og hvordan selvindsigt og selvværd er den største gave, du kan give dine børn.