Dette var temaet i et teaterstykke, jeg så for nyligt med vores lokale teatergruppe, som min datter spiller med i. I stykket kæmpede videnskaben med magikerne og videnskaben endte selvfølgelig med at måtte give tabt,- der er ting, vi ikke kan forklare indenfor de rammer, vi er vokset op med i vores vestlige del af verden.
Jeg kan lige så godt sige det som det er; jeg tror på magi. Jeg ikke bare tror på magi, men oplever også magi i mit liv. F.eks. oplevede jeg en form for magi da jeg som 16-årig så min mand for første gang. Jeg vidste med det samme, at han var min mand og så endda et billede af ham for mig, hvor han var 30 år ældre, og vidste at jeg også ville kende ham der. Det var et blik ind i noget, som man ikke kan forklare med vores logiske forklaringsmodeller.
I dette efterår har jeg uddannet mig til mindfulness-instruktør. Kurset fandt sted på Christianshavn og de første 3 gange kæmpede jeg med min indbyggede utålmodighed, – dygtig lærer, men jeg var skuffet over niveauet. Jeg prøvede at øve mig i et af de vigtigste principper i mindfulness,- nemlig at være i nuet uden at dømme det,- bare være med med tingene som de er,- men jeg skal indrømme, at det kun lykkedes delvist. Den 4. gang skete der dog noget. Jeg skulle lave en øvelse med en kvinde på min egen alder – vi skulle holde øjenkontakt i nogle minutter og mens vi gjorde det, opstod magi. Hvis jeg nu beskriver det, der skete, risikerer jeg at nogen må tro at den har slået klik for mig, (min søn på 11 har lige forsikret mig om det det nok er de fleste), men jeg tager chancen, – måske jeg kan inspirere dig til at begynde at lægge mærke magien i livet.
Her er hvad skete på en mandag i november på Christianshavn: Efter kort tid med øjenkontakt, blev luftet tyk af energi mellem, og om os. Jeg tror at alle i rummet mærkede det. Det var som om mit hjerte åbnede sig og jeg var mig, men jeg var også hende. Jeg kendte med et hendes sjæl, og oplevede ubetinget kærlighed til denne sjæl. Jeg var mig, men samtidigt hende,- vores øjne smeltede sammen til ét. Jeg så os stå i et stort kirkerum oppe i alterenden. Der var engle og guider omkring os. Healende energi strømmede ud af, og ind i os. Jeg fik et glimt af et gammel søsterskab,- tilbage i 1600-tallet, men lod det ligge for bare at være i den særlige kærlige energi. Øvelsen sluttede formelt og det blev pause. Vi prøvede at slutte, men kunne ikke, så vi blev siddende. Vores øjne var som magneter og vi blev siddende i pausen og efter pausen og et kvarter efter dagens kursus var slut. Vores søde lærer Rodrigo hjalp os med at bevare energien i os selv og skille os ad. Det føltes som en velsignelse og en lomme af noget stort og magisk. De følgende gange havde vi lignende oplevelser.
Jeg tror at det skete fordi vi har noget, vi skal lære af hinanden, noget vigtigt vi minder hinanden om og så tror jeg at det skete, fordi vi tillod det. Vi havde begge modet til bare at blive i det der opstod af sig selv. Jeg tror på, at vi alle har adgang til en dybere kontakt til os selv, hinanden og universet, – vi skal bare give det lov til at ske og lade magien opstå helt af sig selv.
– Klumme Søndag, 2012.