En mor bliver til



9. august 2015:
Om at være mor.
Jeg har altid vidst at jeg gerne ville være mor. Gerne to børn. Siden jeg var barn og legede far, mor og børn med min søster i én uendelighed. Fra jeg var helt ung vidste jeg også, hvem jeg gerne ville have mine børn med. I 1996 begyndte min krop for alvor at kalde. Jeg var MOR fra første positive graviditetstest. Snød mig ind til et gymnastikhold for gravide da jeg kun var i 9. Uge (man skulle være i 12.) men jeg kunne ikke vente- jeg var KLAR til at være gravid, klar til at blive MOR. Gik til fødselsforberedelse og fik min mand til at prøve den falske gravide mave på, så han kunne fornemme storheden med mig. Glædede mig til at føde. Tænkte at jeg ville være indadvendt og visualisere min datters nemme vej ud. Ville være nærværende, rolig. Fødte min smukke datter den 15.12.97 i en sindssyg vestorm og et stort, ikke nærværende inferno af smerteskrig. ”Vi hørte dig godt ude på parkeringspladsen” sagde jordemoderen, da jeg kom ind med halvandet minut mellem veerne og brølende af smerte. Har aldrig rigtigt forstået kvinder der siger at man glemmer smerterne med det samme…

Jeg var 28. Havde allerede arbejdet meget med mig selv. Mange års intensiv terapi. Og så alligevel opdagede jeg hurtigt, at dette lille smukke væsen, satte følelser i gang i mig, så jeg måtte arbejde videre. Jeg var på hende 24-7. Hun måtte INTET mangle. Var målløs over mødre der sad roligt mens deres børn græd. Hele mit system gik i alarmberedskab. Jeg ville give hende verden. Jeg ville sprede lyserøde skyer ud på hendes vej og tage alle stødene af sten på vejen for hende. Min venindes lille datter, kaldte mig bare MOREN! Ikke Kisser, bare moren. Knapt 3 år efter fødte jeg min dejlige søn, - denne gang med lidt mere realistisk forventning til fødslen. Jeg takker universet hver eneste dag for at være så heldig at have to sunde, dejlige børn.

Det er knapt 18 år siden jeg blev mor nu. Mine børn (og min mand) er ubetinget mit livs største gave. Og de er mit livs største læremestre. Jeg har måtte lære mig, at jeg hverken kan eller skal sprede lyserøde skyer ud for dem. At de både kan og skal lære af stenene på deres vej. Jeg har lært at være der med al min uendelige kærlighed og støtte, men at acceptere at de hver især, som vi alle, selv må lære gennem livet.

Jeg tror på, at vores børn healer os og vi dem. Jeg har arbejdet med at se og forstå dem, præcis som de to mennesker de er. Med deres egne personlighedstyper. Jeg har arbejdet med at se mine egne skygger i øjnene, finde kærlighed til de lukkede rum i mig og derved blive i stand til at rumme og elske mine børn helt som de er. Jeg ser det som min fineste opgave at give støtte til at de kan udleve deres potentiale. At de kan være dem de er.

Jeg tror, at alle forældre mærker sider af deres børn, som de kan have svært ved. Handler det om børnene eller os selv? Min erfaring siger mig at det oftest handler om os selv. Vi får præcis de børn vi skal have for at udvikle os som det er meningen at vi skal. Og de får de forældre, de har brug for. Vores børn spejler de lukkede rum i os og vi kan frustreres eller lukke af, eller vi kan lære og udvikle os.

Min datter og jeg taler ofte om, hvor gode vi er for hinanden (ikke altid nemme, men gode). Hun lærer mig om at sejle på følelsernes dybe hav. Jeg lærer hende om at mærke jorden under fødderne, om grænser, om integritet. Aller mest er mine børn en gave fordi de har lært mig om ubetinget kærlighed.

Nye vinde spiller i mit liv. Jeg forsøger at følge med. I sidste uge flyttede vi fra vores hus, hvor vi har boet i 11 år. Det er det længste stykke tid jeg har boet noget sted. Begge børn er væk det næste år. Den ene på efterskole. Den anden på forfatterskole og rejse.

I søndags kørte vi til Fyn for at aflevere vores søn på Oure. Jeg græd! Og lagde mig prompte med influenza. Jeg støtter dem i deres drømme, i deres selvstændighed med den ene hånd og holder mig til hjertet med den anden. Mit store moderhjerte er på rejse i nye veje. Der er en portion sorg i overgangen. En given slip. Nye måder at være MOR. Nu til store selvstændige, dejlige unger. En terapeut sagde engang til mig, at i hans univers var man ikke forældre/børn mere når ungerne var over 18. Når de var voksne. Jeg tror aldrig det vil føles sådan for mig. Jeg vil være deres mor til jeg dør. En ny type mor for mine store, snart voksne børn, men jeg vil altid være deres mor.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Fornavn
Email address