fbpx
Mange moderne mennesker skøjter, når de taler. De skifter fra emne til emne uden at komme i dybden eller gøre noget helt færdigt, optaget på en og samme tid af tanker om fortid og fremtid eller af gode råd og meninger. Kisser Paludan forklarer, hvordan man bedre kan være til stede sammen og skabe ro og rum, så samtaler kan folde sig ud. For når samværet er i fokus, kan vi udforske, reflektere og blive klogere.

 

Desværre ved mange af os ikke, hvordan vi kan være gode sparringspartnere for hinanden. Vi er ikke klar over, hvordan vi kan hjælpe et andet menneske til at finde svar og retning.

For 15 år siden havde jeg en samtale med to veninder om vores samvær. Det var efter en lang ferie gået op for mig, at jeg var færdig med at bruge tid på samtaler, som ikke var givende for mig. Så jeg sagde til mine veninder:

”Jeg har brug for mere nærvær, når vi taler sammen. Jeg savner at gøre ét emne færdigt ad gangen. Og jeg har brug for, at vi skaber et rum for hinanden, hvor vi kan gå i dybden med, hvordan vi har det. Jeg savner at blive spurgt om, hvordan jeg har det, og at vi er nysgerrige efter at vide mere om hinanden. At vi ikke bare fortæller historier. Jeg ønsker mig mere nærvær og mere ro i vores snakke.”

Jeg vidste, at det var mit ansvar at bede om det, jeg havde brug for. Og jeg var godt klar over, at jeg selv havde tiltrukket og valgt de relationer, jeg var i. Også dem, hvor jeg følte at jeg gav mere, end jeg fik.

Jeg vidste også godt, at de mennesker, jeg omgav mig med, måske ikke havde evnen, viljen eller behovet for at indgå i den slags relation, jeg havde brug for. Men jeg var villig til at satse og give slip på dem, hvis det var nødvendigt. Nu ville jeg ikke længere indgå i relationer, som efterlod mig med en følelse af at være flad og ikke være set.

Fra mit arbejde ved jeg, at jeg ikke er alene. Jeg møder mange mennesker, som giver udtryk for, at de længes efter bedre sparring fra de mennesker, der er tættest på.

Vi vil gerne “være der” for hinanden

Jeg tror imidlertid, at vi alle ønsker at være der for vores medmennesker, for vores børn, medarbejdere, partner og venner på en måde så de føler sig set og løftet.

Mange ved bare ikke hvordan.

Her er nogle bud på hvorfor:

1. Vi mangler nærvær

Manglende nærvær betyder at vi har svært ved at følge og fastholde en rød tråd i samtalen. Vi flakser fra emne til emne og glider udenom emner, som gør ondt. Og på den måde lukker vi, uden at vide det, og uden at sige det, ned for muligheden for sammen at udforske og opdage nye aspekter af livet. Tit handler manglende nærvær om, at vi ikke er nærværende og kam mærke os selv og derfor ikke kan være det overfor andre heller.

2. Vi taler om os selv i stedet for at lytte, fordi vi mangler selvindsigt

Vi kaprer samtalen, fordi vi gerne vil dele, hvordan det, den anden lige har fortalt, er relevant i vores liv. I stedet for at lytte til det, den anden siger, overtager vi følelserne og fortællingen, så det ikke længere handler om den anden. Og vi efterlader den anden alene med sin udfordring i stedet for at tilbyde sparring. Ofte skyldes det, at vi ikke forstår vores egen rolle i samtalen eller ikke forstår os selv godt nok.

3. Vi er bange for svære følelser

Når vi oplever store kriser, bliver vi ofte også meget ensomme fordi det kan være svært at tale om store, alvorlige følelser. Når disse svære følelser opstår i os selv, forsøger mange ofte at stikke af fra dem. Vi skubber dem til side ved at fokusere benhårdt på hverdagen og livet eller ved at fokusere på noget positivt. Og fordi vi er så bange for vores egne svære følelser og ikke ved, hvad vi skal stille op med dem, møder vi andre på samme måde og reagerer med at:

  • trøste ved at sige, at det hele bliver godt igen eller siger “se på den lyse side”.
  • begynde at tale om os selv, eller endnu værre, om nogen, vi kender, som kender nogen, der kender nogen, som også engang har prøvet noget lignende.
  • tjekke ud, blive distancerede, ikke være til stede.
  • skifte emne.
  • analysere situationen og forsøge at finde løsninger, mens den anden stadig måske blot har brug for nærvær og trøst.
  • glemme at følge op og “være der”.

Når vi går igennem svære ting i livet, har vi brug for at anerkende følelserne og virkelig mærke dem. Giver vi tid og rum til det, opløser de sig ikke sjældent ganske “af sig selv”. Psyken er smart indrettet, men problemet er blot, at vi ikke har lært, hvordan vi bare er med følelser, indtil de opløser sig.

Alle forældre ved, hvordan vi kan komme til at stå på hovedet for at få vores unger til at have det godt igen, hvis de er ulykkelige. Fordi det gør for ondt på os at se dem lide eller sørge.

Det har vores forældre, som regel også gjort. På den måde får vi uheldigvis lært vores børn, at svære følelser er ”farlige” og noget vi skal væk fra. Det betyder, at mange af os ikke har mennesker i vores liv, som vi for alvor kan dele svære følelser med, når livet tvinger os i knæ.

Hvis vi forstår at være tilstede og nærvrende kan vi blive den gode samtalepartner: et menneske, der ikke er bange for egne svære følelser og derfor kan være der og også acceptere eller rumme andres svære følelser.

4. Vi mangler ydmyghed

Vi mangler evnen til ”ikke at vide og ikke at forstå”, evnen til at møde et menneske åbent og uden at “have regnet den ud”. Vi skal være mere ydmyge, når vi lytter og spørger, indtil vi er sikre på, at vi virkelig har forstået, hvad den anden siger og føler. Vi er ofte så sikre på, at vi forstår på forhånd, at vi mister evnen til virkelig at lytte eller virkelig at forstå. Vi ser andre mennesker gennem vores egne briller, i stedet for være åbne og nysgerrige. Intet er så fantastisk, som at blive mødt med nye øjne, med reel nysgerrighed, med reel interesse.

Vi gør det alle sammen. Men først når vi kender os selv, begynder vi at kunne møde andre mennesker som dem, de er.

Gå på opdagelse i dig selv

Måske du har lyst til at gå med på opdagelse for dig selv og spørge dig selv om, hvordan du kan blive en bedre samtalepartner for mennesker omkring dig?

Husk at gøre det uden at dømme dig selv. Du gør det bedste du kan. Det gør vi alle sammen.

Spørg dig selv:

Hvad betyder noget i dine samtaler?
Hvad er vigtigt for dig at tage med fra dine relationer?
Hvad har du brug for fra de relationer, du indgår i?
Har du fortalt det til de vigtige mennesker i dit liv?
Hvordan møder du andre mennesker?
Hvad byder dine følelser og behov dig i dit samvær med dine vigtige relationer?

For mig er det f.eks. vigtigt, at mine relationer er en forlængelse af mine livsværdier: kærlighed, nærvær og udvikling. Jeg har brug for, at der er nærvær, at mine relationer er kærlige og understøttende og at vi er i udvikling sammen og hver for sig.

Jeg kan varmt anbefale dig at gå på opdagelse i dine livsværdier.

I næste blogpost vil jeg skrive mere om, hvordan man kan gøre lige det.

Topillustration: Sandra Berg – Kisser Paludan.