fbpx

Undersøgelser verden over viser, at det vi mennesker sætter højt på listen over det, vi ønsker os af livet, er lykke.

Det er blot ikke altid, at vi gør de ting, der faktisk øger vores følelse af livsglæde eller ved, hvad virkelig gør os lykkelige. Vi er vant til at tænke, at ydre omstændigheder i livet bestemmer vores niveau af glæde, og vi stræber efter engang derude i fremtiden at “noget” skal gøre os lykkelige.

Vi tror, at det kan være penge, en kæreste, børn, et nyt hus, carporten mv. men undersøgelser viser, at mennesker, der vinder mange penge er tilbage på samme lykkeniveau efter et halvt års tid. Faktum er, at lykken kommer indefra. Når vi er i stand til at skabe lykke uden nogen særlig grund, er vi fri for afhængigheden af at skulle jagte lykke i det ydre og sand, ægte lykke kan begynde at gro. Afliv myten om “jeg bliver lykkelig engang når” og tag gode lykke-vaner ind i dit liv nu.

Livsglæde er som en muskel, der kan være slap og utrænet eller stærk og trænet. Uanset de livsbetingelser der er tilstede i vores liv her og nu, kan vi træne os i at føle større glæde. Vi kan altid finde på et hav af undskyldninger, der gør at vi ikke træner vores evne…”jeg har for travlt, er for ked af det, er for udfordret i mit liv, for stresset, for fattig…”, men faktum er, at alle disse ting blot er tanker, der begrænser dig i at opnå at leve det liv, du ønsker dig. Der hvor vi lægger vores energi og fokus, vil det vokse. Hvis vi således lægger vores energi i bekymringer og begrænsninger, vil vores bekymringer og begrænsninger vokse, og vi vil trække flere elementer ind i livet, der understøtter den energi. Hvis du derimod lægger din energi i/fokuserer på din glæde, succes og frihed, vil de elementer vokse. Det lyder så simpelt, og det er det også. Det kan være super svært og kompliceret at beslutte at slippe alt det negative i vores liv og fokusere på det, der bringer os lys, lethed og glæde, men når du med træning får fat i det, vil du opdage, hvordan dit liv bliver mere enkelt og fyldt med en glæde, som du knapt har turdet drømme om.

Osho skriver om vores evne til at fastholde et liv, som ikke er det liv, vi optimalt ønsker os: ”Min oplevelse af tusindvis af mennesker er, at de klamrer sig til deres ulykkelighed af den enkle grund, at de har udviklet en særlig slags venskab med den. De har levet så længe med den, at det at forlade den nu vil være næsten vil være som en skilsmisse.” (Osho, 19e)

Psykologer har i mange år beskæftiget sig med at løse problemer for mennesker, at få dem fra minus til neutral, men med den positive psykologi er vi blevet opmærksomme på, at vi kan hjælpe mennesker fra neutral til plus, altså til ikke bare at løse problemer, men til at skabe større livskvalitet og glæde.

Brug disse ti ting i dit liv, tag dem ind og praktiser dem, og du vil opleve at din lykkefølelse begynder at stige, og at dit liv får flow og succes.

1. Taknemmelighed

Når vi fokuserer på det, der allerede fungerer og det, som vi ønsker mere af i livet, vil vi også tiltrække mere af det.

Praktiser dagligt taknemmelighed over det, du glæder dig over i dit liv. Gør det til en vane at gennemgå det i dine tanker, eller at skrive mindst 3 ting ned hver aften, som du har været taknemmelig over i løbet af dagen. Selv på de værste dage er der noget at være taknemmelig over, og det giver os en følelse af glæde over livet, som jo er et fantastisk mirakel. Jeg har indarbejdet den vane, at jeg lige inden jeg lægger mig til at sove gennemgår de ting, jeg er taknemmelig for i mit liv. Det kan være ting, som vi ofte tager for givet, som at jeg har en sund og rask familie, og det kan være ting, som jeg har oplevet i løbet af dagen eller generelt er taknemmelig over. Det er en dejlig måde at falde i søvn på!

 2. Relationer og næstekærlighed

Sørg for at dine relationer er positive og understøtter din udvikling og lykke. Lad dine relationer være givende, og sørg for selv at bidrage til dine kæres liv med støtte, positivisme og nærvær.

Husk at lykke smitter. Vi bliver mere glade, rolige og afslappede sammen med lykkelige mennesker, så tænk på den effekt, du kan have på andre ved at være lykkelig.

Læg mærke til, hvilke relationer der giver energi, og hvilke der tager energi. Tænk over om der er balance i dine relationer.

Tænk også over, hvilke mennesker du kender, der er lykkelige. Hvad gør de? Hvordan er de i livet? Hvad kan du lære?

Øv dig også i at give til andre uden tanke for, hvad der kommer tilbage. Det, du giver ud, vil komme tilbage, måske ikke fra den samme kilde, men det vil komme til dig. Hold tilbage i trafikken, hjælp med en tung pose, send en støttende mail til en bekendt, lav mad til den nabo, der lige har født eller er i krise…giv noget til andre, det giver livsglæde tilbage til dig selv.

3. Mindfullness og flow

Mindfullness – at være helt tilstede i nuet fremmer livsglæden. Fremtiden og fortiden er jo blot begreber, nuet er det liv, vi har. Vores liv udfolder sig her og nu, og det er derfor fremmende for lykken at øve dig i at være helt tilstede i nuet. Øv dig i at synke helt ned i væren, i nuet. Brug tid på at være helt nærværende lige nu.
Mindfullness handler om at lære at være bevidst opmærksom i nuet, således at du slipper alle dine automatiske tanker, der som regel har travlt med at dømme og evaluere alt i livet. Når vi slipper vores dømmen og bare er, kommer vi til stede på en åben og bevidst måde, der giver stor livsglæde.

Sæt tid af hver dag til at synke ind i nuet, vær helt til stede. Lyt til lydene omkring dig, mærk din krop, vær lige nu. Det behøver bare at være nogle minutter, hvor du stopper med det, du laver og mærker livet.

Flow handler om at være fuldt og helt opslugt af en aktivitet, om total fokuseret motivation, som vi f.eks. oplever, når vi er optaget af en opgave, der har vores fulde opmærksomhed og interesse, og som kræver, at vi er helt til stede i det, og giver det vi har for at løse den. Sørg derfor for at fylde dit liv med masser af aktiviteter, der giver flow og lykke.

4. Nydelse

Nydelse – det at være i stand til virkelig at nyde noget er en af de vigtigste bestandele i forhold  til, hvad der gør os mennesker lykkelige. Forskere definerer nydelse som alle tanker eller former for adfærd, der kan “skabe, forøge og intensivere glæde”. Forskning viser, at mennesker der er i vane med at nyde er mere udadvendte, mere selvsikre, mere tilfredse og mindre neurotiske. Prøv at finde en ting i din hverdag, som du kan øve dig i at finde nydelse i. Det kan være en ting, du altid gør, men glemmer at være tilstede i. Morgenbrusebadet, turen med hunden, en velafsluttet opgave på arbejdet, madlavning, en samtale. Beslut dig for at øve dig én gang om dagen, og du vil opleve, hvordan du med øvelse vil kunne lade nydelsen strømme ud i mere og mere af dit liv.

5. Krop, motion, søvn og nydelse

Der findes ingen bedre medicin end den, du allerede har inde i hovedet. Hvert sekund foregår mere end 100.000 kemiske reaktioner i din hjerne, og hjernen indeholder et naturligt apotek af lykkefremmende stoffer,- bl.a. endofiner (virker smertestillende og er 3 gange stærkere end morfin), dopamin (fremmer vågenhed og glædesfølelse), oxytocin (tilknytningshormon) og seretonin (der virker angstdæmpende og depressionslindrende). Ved fysisk aktivitet adskilles serotonin og endofiner, -motion kan derfor ses som hjernens naturlige lykkepille, – derfor gør det!

Jeg har set klienter, der nærmest har løbet sig ud af depressioner (ok,- det er måske meget sagt, men det er en stor hjælp). Desuden styker motion kredsløbet, der giver god blodgennemstrømning og aktivitet i hjernen.

Det er også sundt for sjælen af du holder din krop fleksibel og bevægelig,- det kan hjælpe dit sind til også at være fleksibelt og bevægeligt.

Lykkeskabende fødevarer

Sørg for at spise fødevarer, der understøtter din lykke, – gerne masser af  friske hele fødevarer,- grøntsager, frugt og kød. Spis helst økologisk eller biodynamisk. Hold dit blodsukker jævnt. Pas på med kulhydrater, sukker og koffein. Sørg for at drikke masser af vand, – det virker rensende og helende.

Rigtigt mange mennesker får ikke den søvn, de har brug for,- vi har for travlt. En undersøgelse fra 2004 viser at en god nats søvn har større betydning for vores lykkefølelse end ægteskabelig status og husstandindkomst.  Den gamle ayurvediske behandlingstradition siger at en times søvn før midnat svarer til to efter midnat. At sove før midnat og at sørge for at få nok søvn er en vigtig lykkevane at få indarbejdet i sin hverdag. Husk at det er et spørgsmål om prioritering. Hvis du ikke er overbevist, så gør forsøget i en uge og se hvad der sker. Jeg lover at du vil føle større overskud og glæde. Sørg for de 3 grundliggende regler for livsglæde; hold din krop i bevægelse, træk vejret dybt ned i maven og sov nok.

6. Spiritualitet og religion

En af de ting, der topper højest på lykkelige menneskers liste er tro. Mennesker, der er er religiøse eller spirituelle føler sig, ifølge undersøgelser, mere lykkelige end andre. Troende er også generelt sundere og lever længere med en bred vifte af sygdomme. Måske handler det om, at man i religiøse fællesskaber (i kirken, synagogen, moskeen mv.) har større støtte i hverdagen  og i særdeleshed omkring svære ting i livet. Det giver glæde og styrke at være sammen med mennesker, der deler både vores egen tro og også de vigtigste sociale og politiske værdier. Det sociale fællesskab og den følelse af tilhørsforhold og samhørighed er formentlig en del grunden til den forskel, der kan ses i lykkeniveauet fra troende/ikke troende. Også følelsen af at være i kontakt med Gud eller det guddommelige univers giver en følelse af at være en del af noget større, af mening, tillid og kærlighed.

Du kan føle dig forbundet med det guddommelige på mange forskellige måder. Du kan f.eks. meditere eller bede eller lav evt. dit eget lille alter. Stil lys, måske en religiøs figur, symboler, billeder af dine kære eller bare billeder, der gør dig glad, friske blomster mv., og brug hver dag et øjeblik eller længere til at takke for dit liv og mærke den del af dig, hvor du er forbundet med det guddommelige.

7. Elsk dig selv og lyt til din sjæl

Noget af det, der spænder allermest ben for et lykkeligt liv er vores følelse af ikke at være gode nok, ikke at have fortjent et lykkeligt liv, ikke at have fortjent at vi gør alt det gode for os selv, der giver os et lykkeligt liv. Mange mennesker hænger fast i tanker og handlinger, der udtrykker, at vi ikke elsker os selv. Hvis du f.eks. er i forhold eller på et job mv. som du egentlig ikke trives i, hvis du ikke passer på din krop og dit sind, så siger du indirekte til dig selv, at du ikke er mere værd. Sørg derfor for at vise dig selv, at du elsker dig selv både med dine tanker, ord og handlinger. Hvis du virkelig lærer at elske dig selv præcis som det menneske, du er (og det kan du lige så godt – du er præcis, som du skal være), så vil andre også elske dig, og du vil have lettere ved at skabe et lykkeligt liv for dig selv.

“At vælge at følge den indre guddommelige ånd som sin vigtigste autoritet, er en dristig og modig handling, der byder trods – det er at sætte sig op imod kontrol, frygt og en stadig tilbagevendende følelse af ikke at slå til” (Sonia Choquette).

I os alle findes vores sande jeg, eller vores sjæl. Vi kan med træning lære at lytte til vores sjæl. Man kan nemt blive forstyrret af egoet, der med alle vores tanker og fokus i det ydre kan maskere vores sande jeg. Det er derfor vigtigt at lære at kunne skelne egoet fra sjælen. Igennem livet går vi ind og ud af dramaer, som egoet skaber, og det tager vores tid og energi. Det er lidt, som når du sejler ud på havet, og bølgerne er høje og vipper båden op og ned. Når man ligger i bølgerne, føles det voldsomt, men når man så dykker ned i havet, er der med det samme ro, stilhed og det smukkeste liv. Sådan er det også med sjælen og egoet. Egoet skaber bølger, og vi glemmer helt, at nedenunder er der ro og skønhed. Via meditation, mindfullness og bevidst væren i livet kan vi øve evnen til at være i kontakt med vores sjæl, der også er forbundet med det guddommelige. Fra det guddommelige, – eller fra universet, om du vil, kan du hente uanede mængder støtte, hjælp og visdom. Brug gerne lidt tid hver dag på at stille ind på din sjæl- gøre dine tanker rolige og stille og bed evt. om hjælp og guidening af universet. Læg mærke til alle de små og store tegn du får fra universet,- på den måde vil du få flere. Vær taknemmelig for den hjælp du får og mere hjælp og støtte vil komme din vej.

8. Vær opmærksom på dine tanker

“Du er det, du tænker på hele dagen” (Dr. Robert Schuller).

Vores tanker spiller en afgørende rolle i forhold til vores livsglæde.

Du kan ikke nødvendigvis stole på dine tanker. Vi tænker mange tanker, der ikke er sande, men vi er så vant til ikke at stille spørgsmålstegn ved vores tanker, at vi slet ofte ikke engang lægger mærke til, hvad vi egentligt tænker. Begynd at lægge mærke til dine tanker,- sæt spørgsmålstegn ved det du tænker,- måske er det ikke sandt. Vær opmærksom på at det bare er tanker,- du er ikke dine tanker.

Vær opmærksom på at lade dine tanker være som dine bedste venner. Lad dem være støttende, kærlige, tillidsfulde og modige. Når du fanger dig selv i at tænke negative tanker eller når dine tanker holder dig fast i fortiden eller fortrydelser, så stop dem,- skift spor og tænk i stedet tanker, der bringer dig videre i en positiv retning. Husk at det er dig, der tænker dine tanker,- de er dit ansvar og kun du kan ændre dem.

Sørg derfor for at holde dit sind positivt,- tænk positive tanker, hav tillid og accept. Sørg for klart og bevidst at fokusere på tanker der fremmer din glæde i livet.

9. Lev et inspireret liv og udlev dit potentiale

Lykkelige mennesker føler at der er et formål med deres liv, – at de gør det, der er meningsfuldt for dem. Tænk derfor over, hvad der giver mening for dig,- hvad er formålet med dit liv? Hvad er du her for? Jeg er ikke i tvivl om meningen med mit liv, og hvad der giver mening for mig; formålet for mig er at være med til at forandre folks liv,- at hjælpe andre med healing, og give mulighed for at leve det bedst mulige liv for den enkelte. Dette formål kan jeg udleve ved at lave terapi, holde fordrag og kurser og skrive bøger. Der kunne være mange andre veje med samme livsformål, men disse er mine. Stop op og spørg dig selv; hvad brænder jeg for? Hvad er virkelig vigtigt for mig? Find frem til, hvilke elementer i dit liv, der er vigtige for dig. Hold op med at følge andres forventninger eller dine egne “burder” og begynd i stedet at gøre det du brænder for,- det, der giver dig følelsen af meningsfuldhed og tilfredshed. Når du gør det, vil du opleve at livsglæden vil begynde at flyde i dit liv. Gør hver dag noget, der får dit lys til at brænde og mærk hvordan energien vil begynde at flyde mere frit og skabe større glæde. Når du kender dine passioner, giver inspirationen dig udholdenhed og mod til at gøre det, der skal til for at gå på din livsvej. Et inspireret liv er et liv, der leves fra sjælen, så lad dig lede gennem dine dage af din sjæl, – lyt til, hvad din sjæl ønsker at du skal gøre.

10. Meditation

Jeg kan ikke anbefale nok at begyde at meditere. Det er ganske enkelt transformerende.

Du behøver hverken at være religiøs eller spirituel for at praktisere meditation.

Mennesker der praktiserer meditation lever længere, er gladere, har lavere blodtryk, hjertefrekvens og kolesteroltal, har et bedre immunforsvar og har færre sygedage, lægebesøg og indlæggelser. Mennesker der mediterer har desuden bedre kontakt til deres intuition og kreativitet. Meditation giver større overskud i hverdagen, bedre overblik, større fokus, dybere bevidsthed og større livsglæde.

Sæt gerne tid af til meditation hver dag. Beslut dig for at gøre det, – det kræver en beslutning, – ellers er det svært at få integreret,- trods de store gevinster.

Gør det evt. samme tid og sted hver dag. Optimalt er 20-30 min. morgen og aften, men det er vigtigere at du får gjort det 10 min. end slet ikke. Korte meditationer vil også have virkning. Der findes utallige måder at meditere på og du skal finde den, der passer til dig. Du kan også meditere ved havearbejde eller over opvasken.

Start evt. med meditation på åndedrættet, – og start evt. med 10-15 min,- så kan du gå op i tid, når du føler dig fortrolig med metoden. Du skal ganske enkelt fokusere på dit åndedræt som du trækker et ind og puster ud. Træk ind gennem næsen,- ud gennem munden. Når dine tanker begynder at tage opmærksomheden så vend bare roligt tilbage til opmærksomheden på din vejrtrækning. Forsøg ikke at gøre noget med dine tanker,- fokuser blot igen på din vejrtrækning.

Hvis du har brug for yderligere vejledning, så kan du evt. købe en meditations-cd’er, eller en god bog om meditation med flere forskellige teknikker.